Bortførte 20-årig og tæskede ham med hammer: Fire mænd sigtet for grov vold og frihedsberøvelse

Sagen bliver formentlig behandlet bag lukkede døre.

Først på aftenen den 16. januar blev en ung mand på 20 år mod sin vilje smidt ind i en bil i Ishøj.

I bilen sad fire andre mænd.

De satte kursen mod et sted i Hedehusene, og da de kom frem, begyndte de fire mænd at udøve grov vold mod den 20-årige.

Gennembanket med hammer

Han blev ikke kun slået og sparket, men også banket med en hammer, inden den 20-årige mand et par timer senere blev forladt gennembanket.

Sådan lyder de barske realiteter i en sag, hvor fire mænd nu er anholdt og sigtet for både grov vold og frihedsberøvelse.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

Hændelsen fandt sted i Hedehusene mellem klokken 19 til 21 søndag den 16. januar 2022.

Den 20-årige fik flere behandlingskrævende sår og blev sendt til behandling efter den grove vold. 

Siden har Københavns Vestegns Politi efterforsket sagen intenst.

Fire anholdte i sagen

Onsdag blev en 25-årig mand som den fjerde formodede gerningsmand anholdt i sagen på baggrund af efterforskningen.

Han er nu fængslet frem til 24. marts, hvor de tre andre formodede gerningsmænds fængsling også udløber. Herefter kan sagen føres samlet.

Politiet kan endnu ikke komme ind på nærmere omstændigheder eller motiv i sagen, der formentlig kommer til at blive ført bag lukkede døre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik