Bobbie deler tusindvis af gaver ud til udsatte: Det er juleaften for mig

Sårbare, udsatte og trængte børn og voksne kunne hente sig en gratis julegave i Hedehusene søndag. Bag tiltaget står Bobbie Nielsen, der i alt har samlet 19.000 gaver sammen.

Legoklodser, Barbiedukker, høretelefoner til computerspil, sutter, parfume og sågar cupcake-sæt.

Det er blandt udvalget af gaver, børn såvel som voksne, der ikke har midlerne til juleshopping, søndag kunne afhente i et forsamlingshus i Hedehusene ganske gratis.

Her havde frivillige gennem det mellemfolkelige initiativ, Facebookgruppen ’Vi er til for at hjælpe hinanden’ linet en decideret gavebod op, så udsatte børn, familier og voksne kunne forsøde højtiden med en gave.

Mellem 3.000 og 4.000 gaver havde de frivillige taget med sig i gavesækken til Hedehusene.

quote Det føles fantastisk at kunne dele gaverne ud. Det er jo min juleaften

 

Bag tiltaget står Bobbie Nielsen, der stiftede gruppen på for syv år siden som et slags lokalinitiativ, der siden har vokset sig til at tælle over 70.000 medlemmer.

- Det føles fantastisk at kunne dele gaverne ud. Det er jo min juleaften at stå ved de her arrangementer og gøre folk glade og sprede glæde. For mig handler julen om at være der for de mennesker, siger Bobbie Nielsen.

Solgte alle møbler i sin lejlighed

Idéen med julegaver til udsatte borgere startede for syv år siden, da Bobbie Nielsen besluttede sig for at sælge alle møbler i sin lejlighed. Med indtægten fra det solgte indbo lykkedes det ham at skaffe 1.000 julegaver, som han delte ud.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Bobbie Nielsen med den røde hue er drivkraft bag initiativet, der i år finder sted for fjerde gang. Her ses han sammen med andre frivillige, der hjalp til med gaveuddelingen i Hedehusene.
Bobbie Nielsen med den røde hue er drivkraft bag initiativet, der i år finder sted for fjerde gang. Her ses han sammen med andre frivillige, der hjalp til med gaveuddelingen i Hedehusene.
Foto: Privatfoto

Året efter meldte flere frivillige sig under fanerne, og her lykkedes det at indsamle 3.000 gaver. Sidste år nåede de op på 10.000 gaver.

- Og i år har vi slået vores tidligere rekord, siger Bobbie Nielsen.

På landsplan har Bobbie Nielsen og de frivillige i netværket indsamlet 19.000 julegaver, som de frem mod jul deler ud til trængte borgere i hele landet.

Hård opvækst fungerer som drivkraft

Selv havde Bobbie Nielsen en hård opvækst under trænge kår. Når han tænker tilbage på sin egen barndom, kan han kun komme i tanke om en enkelt jul, hvor højtiden blev fejret med gaver under træet.

- Jeg kæmper for, at det ikke skal overgå andre børn. Min egen barndom motiverer mig til at kæmpe for, at alle børn kan vokse op med gode juleminder, siger han.

quote Min egen barndom motiverer mig til at kæmpe for, at alle børn kan vokse op med gode juleminder

 

Modtagerne af gaverne er ikke udvalgt på forhånd eller screenet på anden måde.

- Vi vælger at tro på, at de, der møder op for at få en gave, også er værdigt trængende. Vi stoler på hinanden i foretagendet her, siger Bobbie Nielsen.

Tidligere på måneden delte ’Vi er her for at hjælpe hinanden’ gaver ud i Københavns Indre By. Efter at have aflagt byer som Fredericia, Esbjerg, Middelfart og Aarhus visit fortsætter gaveturnéen frem mod juleaften.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik