Tilbud til hjemløse: Kom hjem og sov hos mig

Flere privatpersoner i Helsingør åbner nu deres eget hjem op for frysende hjemløse.

- Ingen skal sove uden for i kulden, så kort forklarer Vanja Carlsen fra Helsingør, hvorfor hun har valgt at lade sit tomme gæsteværelse stå til rådighed for en frysende hjemløs.

Det er gennem Facebooksiden "HJERTERUM // Husly I En Kold Tid" at Vanja Carlsen og en håndfuld andre udbyder en varm seng.

- Jeg er vokset op i en familie, hvor min mor altid lod vagabonder overnatte, så det virkede indlysende, lyder den længere forklaring på hendes gode gerning.

Vanja Carlsen bor med sine 3 døtre i Helsingørs bymidte, og hun har tjekket med pigerne, at hun byder inden for.

- Fra de var helt små, har jeg taget dem med ned på bænken til de hjemløse. Så mine døtre kunne lære, at det ikke er folk man skal være bange for, men folk man kan snakke med, og hjælpe, siger hun.

16-årig bag initiativet

Initiativet til Facebooksiden kommer fra blot 16-årige Mickey Don Agregaard.

- Det skærer mig i hjertet, når jeg ser de hjemløse sidde ude i kulden og forsøge at finde læ et sted, så jeg måtte bare gøre noget, siger han.

Der er ikke plads i teenagerens eget hjem, men han håber at hans færdigheder på Facebook, kan få budskabet langt ud.

- Jeg har et stort netværk på de sociale medier, så forhåbentligt kommer der mange opslag fra hele landet, når folk kommer til at kende til siden, siger han.

I skrivende stund er det udelukkende folk fra Helsingør, der har meldt ind med ledige senge. En af dem er Pia Lantz. Hun arbejder til dagligt med psykisk syge voksne, og vil gerne gøre en indsats for de svageste i samfundet.

- Mit hjerte løber over med mig, når jeg tænker på, at de skal ligge derude i kulden, siger hun, og tilbyder derfor et måltid varm mad og sønnens tidligere barndomsværelse til en kvindelig hjemløs - gerne med hund.

Ingen hjemløse fundet

Budskabet om den private overnatningsmulighed er nået til værestedet Klubben I Helsingør. Her har leder Anne Grethe Andersen fået en række telefonnumre.

- Jeg har allerede delt numre ud til de hjemløse, der kommer her. De blev rigtig glade for at få den mulighed, siger hun.

Vanja Carlsen har endnu ikke haft en hjemløs overnattende. Selvom sengen i det ekstra værelse stod klar fra i går.

- Jeg gik en lang tur rundt i lokalområdet i går, der hvor jeg ved, de hjemløse normalt holder til, men jeg fandt simpelthen ingen, siger hun.

Se om det lykkedes Vanja Carlsen at huse en hjemløs i nat - i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.

Har du lyst til at huse en hjemløs for en enkelt nat, eller i længere tid, så skriv dit opslag her i facebookgruppen Hjerterum// Husly i en kold tid.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik