Politikere raser: Københavns udsatte mister 50 millioner

Regeringen har valgt at skære 50 millioner kroner, der normalt går til Københavns hjemløse, stofmisbrugere og psykisk sårbare.

København er den kommune i landet, der har allerflest udsatte borgere. 

quote Det er et enormt svigt, der straffer samfundets absolut svageste.

Jesper Christensen, Socialborgmester i København

Siden 2003 har kommunen derfor fået et særtilskud på 58 millioner om året for at kunne give de mange hjemløse, misbrugere og psykisk sårbare en bedre hverdag med en varm seng at sove i og mulighed for rådgivning og misbrugsbehandling.

Nu ser det ud til at være slut. 

Med et snuptag har regeringen skåret stort set hele tilskuddet væk fra nytår.

- Det er uforståeligt, at det skal gå ud over byens svageste. Her taler vi om alvorligt udsatte mennesker, der kæmper med hjemløshed, prostitution og massive misbrugsproblemer, siger overborgmester i København, Frank Jensen.

Særtilskuddet til København er blevet givet fordi kommunen huser 27 procent af alle landets hjemløse og 25 procent af landets stofmisbrugere.

Knap halvdelen er borgere fra andre kommuner, der søger til København.

- København løfter en kæmpe opgave for at sikre hjælp til socialt udsatte. Nu bliver livsvigtige tilbud lukket, og det er et stort tilbageskridt i kampen om social ulighed, siger Ninna Thomsen,  Sundheds- og omsorgsborgmester i København for SF. 

I dag tilbyder kommunen hjemløse en en seng på byens herberger og kører døgntilbud for psykisk sårbare. 

quote For at undgå at lukke herberger, må vi se, om vi kan finde de mange millioner kroner, som Folketingets partier har taget. 

Jesper Christensen, Socialborgmester i København

Derudover tilbyder de rådgivning til misbrugere, så de kan komme ud af misbruget, og hjælper prostituerede videre i livet.

De tilbud kan de udsatte nu vinke farvel til ved årsskiftet.

- Det er et enormt svigt, at Karen Ellemann straffer samfundets absolut svageste, siger Socialborgmester i København, socialdemokraten Jesper Christensen.

Han vil nu gøre, hvad han kan, for at tilbuddene kan fortsætte.

- For at undgå at lukke herberger, så hjemløse lades i stikken, og kommunens misbrugsbehandling bliver kraftigt beskåret, må vi nu i gang med en yderst vanskelig øvelse med at se, om vi kan finde de mange millioner kroner, som Folketingets partier har taget. Men det her kommer helt sikkert til at gå ud over de socialt udsatte på den ene eller anden måde, siger Jesper Christensen.  

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik