Vaccine-kaos: Én kilometer lang kø og vrede borgere

I Hillerød har borgere stået i kø i op mod to timer for at blive vaccineret efter en fejl i bookingsystmet.

En endeløs række af mennesker slanger sig onsdag eftermiddag fortsat gennem Hillerøds gader.

De står alle i kø til at få det forløsende stik mod coronavirus. For det, der skulle have været endnu en dag med en lind strøm af mennesker flydende gelinde gennem vaccinations-centeret i den nordsjællandske by, er endt som et regulært vaccine-kaos.

Køen til vaccinations-centeret er således onsdag omkring klokken 15.30 cirka 800 meter lang, lyder vurderingen fra TV 2 Lorrys reporter på stedet.

- Vi har talt med folk forrest i køen, der har ventet en time. De var kede af det og vrede. Men lidt længere nede i køen, var folk lidt mere positive. De var glade for, at de bare kunne få deres stik, lyder det fra TV 2 Lorrys reporter.

Folk står pænt med cirka en meters mellemrum, lyder vurderingen.

Da køen var længst var den én kilometer lang. Her gik den fra vaccinationscenteret på Østergade til Hillerød Station. 

Dermed er køen altså nu langsomt ved at blive afviklet. 

TV 2 Lorry har fået henvendelser fra borgere, der siger, de har stået i kø i op mod to timer. 


Billeder fra Hillerød onsdag omkring 15.30
Billeder fra Hillerød onsdag omkring 15.30
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry


Fejl i bookingsystemet

TV 2 Lorry talte tidligere på dagen med Region Hovedstaden, og her lød forklaringen på vaccine-miseren, at der var booket flere tider, end der var kapacitet til.

Kort før klokken 15 talte TV 2 Lorry igen med Region Hovedstaden - og forklaringen var fortsat, at en fejl i bookingsystemet er årsag til, at borgere onsdag eftermiddag må stå i lang vaccine-kø.

Region Hovedstaden oplyser desuden, at de lige nu arbejder på højtryk for at få styr på situationen. Dagsholdet bliver således længere på arbejde, mens aftenholdet er mødt tidligere ind for at få afviklet køen hurtigere. Regionen understreger også, at der er vacciner til alle.

Onsdag ved middagstid ærgrede Helene Bliddal Døssing, konstitueret vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab med ansvar for vaccinecentrene, sig over forløbet. 

- Det er en meget beklagelig situation, som jeg er frygtelig ked af at både borgerne og medarbejderne udsættes for.

- Er der noget, som vi hele tiden arbejder med at forbedre er det nemlig et godt og hurtig flow, så vaccination bliver en positiv oplevelse. Lige nu undersøger vi, hvordan det kunne ske, siger Helene Bliddal Døssing.

Ifølge vicedirektøren vil presset på vaccinationscentret først aftage efter klokken 16.30. Centret har åbent frem til klokken 21.30.

- Er der borgere, der ønsker at komme om aftenen i stedet, er de velkomne, da vi skønner at presset så er aftaget, sagde hun tidligere til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik