Tre millioner loppefund: Brugte sager hitter

Hos loppesupermarkedet Kirppu oplever de, at flere vælger at købe og sælge deres brugte sager. Selv gaver til andre bliver købt brugt.

08:05

Vi besøger loppesupermarkedet Kirppu, der findes fire forskellige steder i Lorryland. Her kan private købe og sælge deres ting, og det bliver mere og mere populært. Vi møder også albumaktuelle Hanne Boel, der efter en årrække som professor på Rytmisk Musikkonservatorium er tilbage med ny musik.

En sæbeskål i guldlook, hjemmestrikkede karklude, krimier, smykker, elektronik. Der bliver solgt lidt af hvert i loppesupermarkedet Kirppu, hvor private lejer en stand og sælger ud af deres overskudssager.

- Der er varer fra nærmest et par kroner til et par tusind kroner, siger Morten Bøjland, administrerende direktør i Kirppu. 

Siden loppesupermarkedet Kirppu åbnede det første loppesupermarked i Hillerød i 2014, er der kommet yderligere 14 til.

I Lorryland ligger der i dag butikker i fire byer: Roskilde, Hillerød, Frederikssund og Herlev, og kæden håber på at åbne endnu flere.

I programmet OPLEV besøger vi det populære loppekoncept og går på jagt efter fødselsdagsgaver. 

Man lejer en stand for 225 kr. pr. uge og Kirppu få 15 % af salget. Foto: TV 2 Lorry

Vækst i butikkerne

Ifølge direktøren bliver der solgt over tre millioner loppefund om året i butikkerne.

Antallet af folk, der lejer en stand, og folk der køber de brugte sager stiger med cirka 10 procent om året i butikkerne.

- Der kommer hele tiden flere kunder, flere varer og flere der gerne vil leje en stand, fortæller direktøren. 

Morten Bøjland tror, at der er flere grunde til, at folk vælger at købe brugt.

- Du kan købe ting her, som du ikke kan købe i en butik i dag, fordi det er antikt eller noget fra ens barndom. Og så kommer der mange, fordi man synes, at man gerne vil gøre noget for miljøet, og det skal være bæredygtigt, siger Morten Bøjland.

Kirppu

- Beskæftiger 170 medarbejdere,

- Omsætter for over 150 millioner kroner om året

- Sælger over tre millioner loppefund om året

- Kirppu betyder loppe på finsk 

- Er inspireret af et finsk koncept 

 

Kilde: Kirppu

Ok med brugte gaver

Inden for de seneste år, har Morten Bøjland oplevet, at der også er flere der køber gaver brugt. 

I december kunne de se en stigning i salget af varer, og i dialogen med kunderne kan de forstå, at flere kommer for at købe gaver. 

- Man kan godt give en brugt gave væk, det kunne man ikke for fire eller fem år siden. Der syntes man ikke, at man kunne være det bekendt, siger direktøren.

Morten Bøjland håber på at åbne butikker i København og Køge indenfor den nærmeste fremtid - altså så snart der er lokaler på plads.

I programmet OPLEV besøger vi hver uge nye steder i Lorryland. Har du et sted, du synes, vi skal besøge, så skriv til os på oplev@tv2lorry.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik