Smart system sikrer nordsjællandsk by 315 ekstra P-pladser

Virksomheder med ledig P-kapacitet stiller pladserne til rådighed om aftenen.

På mange arbejdspladser nyder medarbejderne godt af, at de kan parkere deres bil på jobbet og ikke skal ud i det lokale byområde for at finde en plads til bilen i konkurrence mod byens beboere. Men når de så er kørt hjem fra arbejde, så står virksomhedernes P-pladser ubenyttede hen til næste morgen. Og den ledige kapacitet kommer borgerne i nordsjællandske Hillerød nu til at nyde godt af fremover.

Hillerød Kommune har nemlig indgået en samarbejdsaftale med virksomheden Parkprivate. Virksomheden har udviklet et værktøj, så ledig P-kapacitet kan udnyttes langt bedre fremover.

Borgerne kan downloade Parkprivates app - Visitors - og med den i hånden kan de booke en parkeringsplads på en af de uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der har tilmeldt sig ordningen. Og dermed parkerer de gratis indtil næste morgen.

- Det her er et virkelig godt redskab. Vi mangler p-pladser i Hillerød, for eksempel på Carlsbergvej, og med det her nye værktøj bliver der muligheder for at parkere ved bl.a. gymnasiet og HTX, når der alligevel ikke er nogen på skolerne. Det er jo ofte, når virksomheder og skoler har lukket, at andre kommer hjem fra arbejde og har brug for en parkeringsplads, så det er rigtig smart, at vi kan udnytte de mange tomme pladser, der er rundt om i byen, siger formanden for Arkitektur, byplan- og trafikudvalget Dan Riise i en pressemeddelelse fra Hillerød Kommune.

Systemet er gratis

I første omgang er der knyttet 315 parkeringspladser til systemet. Og det er institutioner, uddannelsessteder og virksomheder, der alle stiller pladserne gratis til rådighed. De har selv tilmeldt sig, og Hillerød Kommune forventer, at flere kan komme til senere.

 - Jeg vil gerne sige tak til et fornemt samarbejde med de mange institutioner og arbejdspladser, som har velplacerede, men aften og nat-tomme p-pladser i vores by. Vi kan hjælpes ad, og det er denne sag et smukt eksempel på. Jeg håber, at mange borgere får en lidt nemmere hverdag nu, og måske også kan fortælle deres gæster om app’en, hvis de skal have gæster om aftenen eller i weekenden. Nu kan man måske finde et bedre sted at holde,” siger Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen.

Det er gratis for bilisterne at holde på de ledige pladser - men kun hvis de har booket dem via den app, der er udviklet. Kommer der en parkeringsvagt forbi, så vil hun kunne se, at bilens fører har reserveret pladsen, og at alt er i orden. Er der derimod ikke booket en plads - så ender man med en parkeringsafgift i forruden.

  



  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik