Skoler i Hillerød igen ramt af corona - flere klasser sendt hjem

Begge skoler har tidligere på måneden haft tilfælde af coronasmitte.

For anden gang på en måned er en af Grønnevang Skoles afdelinger blevet ramt af coronasmitte. Foto: Google Streetview

To skoler i Hillerød er for anden gang på kort tid blevet ramt af smitte med coronavirus. 

Det drejer sig om Grønnevang Skole og Frederiksborg Byskole.

Det skriver Hillerød Kommune på sin hjemmeside.

Læs også Handelsskole sender 1000 elever hjem: "Lige pludselig brød helvede løs"

På Frederiksborg Byskole er en børnehaveklasse og deres lærere sendt hjem, efter at en elev er blevet konstateret smittet med coronavirus i weekenden.

Børnene skal nu blive hjemme, til der foreligger en negativ test, eller de har været hjemme i syv dage uden at udvikle symptomer, skriver kommunen.

På Grønnevang Skoles afdeling på Jespervej er en lærer blevet smittet. En 5.klasse og en specialklasse, der har haft læreren, er derfor sendt hjem.

Læs også Nyeste corona-tal: Smittetal det højeste i 26 dage

Ifølge Peter Frederiksen (V), der er formand for Børn, Familie og Ungeudvalget i Hillerød Kommune er situationen beklagelig.

- Der skal så små ting til, for at en enkelt elev eller lærer bliver smittet, siger han til TV 2 Lorry.

Ingen grund til bekymring

Begge de to skoler har tidligere på måneden haft tilfælde af coronasmitte.

På Grønnevang Skoles afdeling Østervang, blev der den 15. september hjemsendt 350 elever og 45 medarbejdere. Det skyldtes, at fem elever og en lærer var blevet testet positiv for corona.

Den pågældende lærer havde fungeret som vikar og haft mange forskellige klasser, lød det dengang fra skolechef på Grønnevang Skole Hanne Frederiksen til TV 2 Lorry. 

Læs også Fem elever og en lærer smittet - skole sender 395 hjem

På Frederiksborg Byskole blev en elev i 7. klasse den 8. september konstateret smittet med coronavirus. Herefter blev hele klassen og klassens lærere sendt hjem.

På trods af at de to samme skoler i Hillerød igen er blevet ramt af coronasmitte, ser udvalgsformand Peter Frederiksen ingen grund til bekymring.

- Skolerne har reageret hurtigt og sendt lærere og elever hjem, siger han.

Ifølge Statens Serum Instituts coronaopgørelse mandag, har Hillerød Kommune de seneste syv dage haft 26 registrerede coronasmittetilfælde.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik