Rovfugle dræbt af ulovlig gift: "Det er noget svineri"

Efter at to musvåger blev fundet døde i Hillerød, er de nu blevet obduceret på DTU. Og nu viser det sig, at fuglene har indtaget giftstof.

Da landmand Per Maansen fandt to døde musvåger på et græsareal i Hillerød tilbage i januar sidste år, var det kun to dage forinden, at en død husmår var blevet fundet få meter fra stedet.

Per Maansen valgte dengang at sende de døde rovfugle til analyse på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som nu et år efter endelig er kommet frem til en konklusion; fuglene døde efter at have spist giftstoffet methomyl - et stof der har været forbudt i EU siden 2008.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Musvågerne er blevet kvalt med den forbudte gift methomyl.
Musvågerne er blevet kvalt med den forbudte gift methomyl.
Foto: Per Maansen

Knud Flensted, biolog hos Dansk Ornitologisk Forening, er trist over resultatet fra obduktionen.

- Jeg synes, det er noget svineri at lægge den slags gift ud i naturen, som kan være til fare for vores dyreliv. Det er selvfølgelig svært at efterforske den slags for politiet, men vi håber selvfølgelig, at der er nogle, der bliver anholdt, siger Knud Flensted til TV 2 Lorry.

Ulovlig gift

Methomyl blev før i tiden hovedsageligt brugt til at dræbe insekter med.

Knud Flensted, siger, at der kan være flere forskellige årsager, til at personer spreder gift i naturen.

- Vi oplever flere gange årligt, at dyr bliver forsøgt forgiftet i naturen. Der er blandt andet personer, som prøver at slå en husmår ihjel med gift, men så kan de ikke kontrollere det, og så spreder det sig lige pludselig til andre dyr.

Ifølge Knud Flensted bliver fuglene kvalt indefra få sekunder efter, de har indtaget giften, som kan virke i adskillige måneder efter at være blevet lagt i naturen.

Ikke første gang

Ifølge Dansk Ornitologisk Forening har man i perioden 2010 til 2020 oplevet i alt 33 giftsager i den danske natur, hvor carbofuran, et andet giftstof, som minder om Methomyl, har krævet dødsfald blandt fredede rovfugle.

I november sidste år oplevede man for første gange, at en person blev straffet for at slå en fredet rovfugl ihjel med gift. Straffen lød på 40 dages betinget fængsel.

Knud Flensted ser gerne, at man straffer hårdere, ved fremtidige sager, siger han til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik