Rockerborg ransaget efter skuddrab

Den 38-årige mand, der blev dræbt af skud lørdag nat, var i forvejen kendt af politiet, der søndag mener at have fundet gerningsstedet.

En opmærksom borger har formentlig ledt politiet til det gerningssted, hvor en 38-årig mand sent lørdag aften blev skudt og dræbt.

Lige ud for Rønbjerg Allé 2 i Hillerød, som ligger i et industrikvarter bag ved Bauhaus og tæt på McDonalds, fandt en lokal flere patronhylstre og slog alarm til politiet:

quote Det er et vanskeligt miljø at arbejde i. De er ikke særligt meddelsomme overfor politiet, så det er os, der skal finde ud af det her, med mindre vi får hjælp fra befolkningen

Henrik Gunst, Nordsjællands Politi

- Vi har fundet nogle spor, nogle afskudte patronhylstre. Det er det, der gør, at vi har en formodning. Det er et forholdsvis øde sted. Derfor vil vi gerne høre fra folk, der mener at have set eller hørt noget, siger Henrik Gunst, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Nordsjællands Politi.

Der blev formentlig skudt ved stedet ved 18-19-tiden.

Politiet ransager Bandidos' rockerborg i Hillerød natten til søndag.
Politiet ransager Bandidos' rockerborg i Hillerød natten til søndag.
Foto: Presse-fotos.dk

Et par kilometer fra det formodede gerningssted, på Industrivænget, er politiet desuden søndag formiddag talstærkt til stede i forbindelse med en ransagning af Bandidos' klubhus, som politiet stormede natten til søndag.

Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi bekræfter, at den dræbte var tilknyttet bandemiljøet, men han vil ikke komme ind på hvordan.

- Det vil jeg ikke komme ind på. Jeg kan sige, at det er i rockerbande-miljøet. Jeg vil hænge ikke hænge nogen ud, lyder det.

"Vanskeligt miljø at arbejde i"

Nordsjællands Politi ved søndag morgen fortsat ikke, hvorfor den 38-årige blev dræbt, og nu starter "det lange træk" for Nordsjællands Politi:

- Det er et vanskeligt miljø at arbejde i. De er ikke særligt meddelsomme overfor politiet, så det er os, der skal finde ud af det her, med mindre vi får hjælp fra befolkningen. Vi har trods alt en 38-årig mand, der er afgået ved døden.

Politiet til stede ved Nordsjællands Hospital lørdag efter, efter at fire mænd ankom ved 19-tiden i en skudhullet bil.
Politiet til stede ved Nordsjællands Hospital lørdag efter, efter at fire mænd ankom ved 19-tiden i en skudhullet bil.
Foto: Presse-fotos.dk

Den 38-årige mand var i forvejen kendt af politiet, siger Henrik Gunst, der dog ikke vil afsløre for hvad.

Ekstra Bladet skriver, at den 38-årige dræbte er tidligere relateret til rockerklubben Bandidos.

De skriver desuden, at den afdøde senere har været sat i forbindelse med den kriminelle gadebande NNV, der står for Nørrebro-Nordvest, en bande, der er dannet af to tidligere ledende medlemmer af Brothas.

Det er dog oplysninger, som Henrik Gunst hverken vil be- eller afkræfte.

Politiet undersøger bil for skudhuller ved Nordsjællands Hospital
Politiet undersøger bil for skudhuller ved Nordsjællands Hospital
Foto: Foto: Byrd / Steven Knap

- Jeg ved bare, han var tilknyttet bandemiljøet. Det går så stærkt med at skifte gruppering i det miljø, så det er bedre ikke at sige noget, lyder det.

Politiet har anholdt mindst ti personer lørdag aften, men de er alle blevet løsladt igen - flere er dog sigtet for overtrædelse af våbenloven og for at bære euforiserende stoffer.

Ingen er søndag morgen anholdt i drabssagen.

Ankom i skudhullet bil

Lørdag aften ved 19-tiden ankom fire mænd i en skudhullet bil til Nordsjællands Hospital i Hillerød.

To af dem var blevet ramt af skud, og den ene - den 38-årige mand - afgik ved døden.

Politiet stormede lørdag nat Bandidos' klubhus på Industrivænget i Hillerød
Politiet stormede lørdag nat Bandidos' klubhus på Industrivænget i Hillerød
Foto: Steven Knap/Byrd

- Der er afgivet et antal skud mod bilen. Der er så et af de skud, der rammer afdøde så fatalt, at den 38-årige afgår ved døden, siger Henrik Gunst.

Den anden mand i bilen, der blev ramt af skud, er en 21-årig mand. Han har været på operationsbordet på Nordsjællands Hospital, og hans tilstand er ikke kritisk.

Mange pårørende og andre dukkede op på hospitalet efter skyderiet.

Har du set eller hørt noget, eller har du befundet dig nær Rønbjerg Allé 2 i Hillerød lørdag aften? Så vil Nordsjællands Politi gerne høre fra dig på telefon 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik