Kommentator: Mette Thiesen har to muligheder for at overleve politisk

Mette Thiesen vil de næste par dage invitere sig selv til kaffe hos Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne, vurderer Pia Allerslev.

Mette Thiesen har mandag meldt sig ud af Nye Borgerlige og er nu løsgænger i Folketinget, oplyser hun på Facebook

Udmeldingen sker, kort inden at Nye Borgerliges hovedbestyrelse skulle afholde møde om en sag om Mette Thiesens kæreste, der blandet andet angiveligt skulle have sendt ”truende og intimiderende beskeder” til en medarbejder i Nye Borgerlige.

Det betyder, at Mette Thiesen nu er løsgænger i Folketinget. Men ifølge politisk kommentator Pia Allerslev, så vil Thiesen kæmpe for at komme ind i et andet parti hurtigst muligt:

- Jeg tror, at hun de næste par dage kommer til at invitere sig selv til kaffe hos Inger Støjberg eller Morten Messerschmidt for at finde ud af, om der kan være en fremtid for hende i et af de partier, siger hun til TV 2 Lorry.

Det er kun Danmarksdemokraterne eller Dansk Folkeparti, der er mulige for Mette Thiesen, fordi hun i valgkampen har været så markant på udlændingeområdet, at andre partier vil have svært ved at få hende til at passe ind, vurderer Pia Allerslev.

Men det tidligere Nye Borgerlige-medlem er ikke nødvendigvis én, de kommer til at slås om at få ind i partierne.

- Min vurdering vil være, at Inger Støjberg vil være ligeglad med hende. Hun har masser af mandater, og har ikke brug for en, der ikke nødvendigvis er loyal og lydig. Messerschmidt vil have godt af et ekstra mandat, men spørgsmålet er, om han vil have hende ind i en i forvejen decimeret folketingsgruppe.

Derfor kan personlige forhold spille meget ind for Mette Thiesens fremtid i et af de to partier de næste par dage.

- Det afhænger meget af hendes relation til de to, siger Pia Allerslev.

Løsgængeri bliver enden

Hvis det ikke lykkes Mette Thiesen at finde en plads i et nyt parti, så vil det betyde enden for hendes folketingskarriere til næste valg:

- Som løsgænger har hun kun denne her valgperiode, for hun vil ikke kunne gøre sig tilstrækkeligt bemærket til at blive valgt ind igen uden for partierne, siger Pia Allerslev.

Men det betyder ikke, at hun kommer til at være uden indflydelse som løsgænger på Christiansborg:

- Mette Thiesen har kastet sig over mange dagsordener, og hun er jo en markant politiker, så man kan sagtens se hende blive på Christiansborg og gøre indflydelse som løsgænger, siger Pia Allerslev.

Mette Thiesen har tidligere været medlem af Det Konservative Folkeparti, og har siddet i Hillerøds kommunalbestyrelse for både Konservative og Nye Borgerlige.

Anspændt forhold til Vermund

Selvom det er spektakulært at melde sig ud af et parti, under en uge efter hun blev valgt ind, så er det noget, der har været under opsejling længere tid, ifølge Pia Allerslev.

Under valgkampen kritiserede partiformand Pernille Vermund Mette Thiesen for udtalelser om, at Vermund modtog donationer på mere end 22.200 kroner, selvom det er imod reglerne.

- Der så man Pernille Vermund gå ud og tage afstand fra hende offentligt, og når en leder går ud og tager afstand under en valgkamp, så er man allerede i bad standing, og så skal der ikke meget til for at vælte læsset, siger Pia Allerslev.

Derfor tror den politiske kommentator, at dagens udmelding sker efter længere tids gnidninger mellem den politiske leder og Thiesen:

- Jeg tror, at Vermund er en tydelig og markant leder, og man er ikke i tvivl om, hvor hendes grænser for, hvordan man opfører sig, går – hverken privat eller politisk. 

Herunder kan du se, Mette Thiesen facebook-opdatering om udmeldelsen af partiet. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik