Den måler kun otte centimeter, er lys grå eller brun, og så lugter den af hvidløg.
Selvom beskrivelsen hverken er specielt farverig eller umiddelbart indbydende, så er den lille padde med sit lige lidet flatterende navn, løgfrø, noget som Hillerød Kommune gerne vil gå langt for at passe på.
I løbet af december måned har kommunen nemlig været ude og foretage oprensning og andre plejetiltag i otte vandhuller. Alt sammen noget, som forbedrer den lille frøs vilkår og sikrer dens overlevelse.
Og det er noget, Hillerød Kommune gerne vil, for kommunen er en af de få kommuner i Danmark, hvor det lille tudselignende dyr stadig forsøger at overleve.
Vigtige vandhuller
Før i tiden har frøen med den særprægede lugt været udbredt i det meste af Danmark, men i perioden fra 1945-1990 er den forsvundet fra 90 procent af sine levesteder.
Dermed er den på vej til at blive en truet art og efterhånden et særsyn i naturen.
I tre af de i alt otte vandhuller, som befinder sig i Hillerød øst for Meløse, er der foretaget en oprensning og fjernelse af bevoksningen omkring vandhullet.
I de resterende fem, som befinder sig ved Alsønderup, er der foretaget rydning af rørskov og den omkringliggende skyggende bevoksning.
Oprydningen vil ifølge Hillerød Kommune resultere i, at der vil forekomme en solbeskinnet vandoverflade, som vil forbedre løgfrøens livsvilkår, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Løgfrøen er beskyttet af EU's habitatdirektiv. Den må derfor hverken fanges, slås ihjel eller forstyrres, og dens levesteder må ikke beskadiges eller ødelægges.