Grævlingefamilie forsvandt sporløst efter skovarbejde – nu frygtes det værste

I tre måneder har der ikke været aktivitet i et grævlingebo, efter Naturstyrelsen fældede træer i området.

Siden Naturstyrelsen i april overså et grævlingebo i Brødeskoven i Hillerød efter at have udført skovarbejde tæt ved boet, har der ikke været spor af grævlinger i nærheden.

En lokal biolog og naturvejleder frygter, de er flyttet, og deres unger er blevet bidt ihjel.

Naturstyrelsen var i gang med at tynde ud i nogle grantræer. Arbejdet blev udført af maskiner, men Naturstyrelsen havde overset et hul, hvori der har boet en grævlingefamilie.

Det vakte bekymring hos Bjørli Lehrmann, der har overvåget grævlingernes kompleks i 13 år. Dengang var hun overbevist om, at der boede en hel familie af grævlinger, som hun ikke havde set, siden Naturstyrelsen gik i gang med arbejdet.

quote - Jeg tror, de har bidt deres unger ihjel. Det gør de, når de bliver så stresset

Bjørli Lehrmann, lokal biolog

Ingen aktivitet

Tre måneder efter er der stadig ingen spor af grævlingerne, og Bjørli Lehrmann frygter, at grævlingerne er væk.

- Jeg var deroppe i går og kigge, og der er ingen aktivitet ved det bo, som blev ødelagt. Så går jeg rundt til gamle huller rundt omkring, men jeg kan ikke finde nogen aktivitet, fortæller hun.

Heller ikke Naturstyrelsen har observeret grævlinger i nærheden af området.

- Den kan være flyttet over et andet sted eller gået til. Vi satte et vildtkamera op i flere uger for at se, om vi kunne se den, men det kunne vi ikke, siger skovrider i Naturstyrelsen Nordsjælland Jens Bjerregaard Christensen.

Kan have bidt unger ihjel og flyttet

Bjørli Lehrmann tror ikke, at grævlingeungerne har overlevet træfældningerne, men at forældrene er flyttet til et andet bo.

- Jeg tror, de har bidt deres unger ihjel. Det gør de, når de bliver så stresset. Der skal en frygtelig begivenhed til, før de fraflytter det her bo, det gør de normalt ikke. De er blevet desperat rædselsslagne, når der er kørt med de her maskiner, forklarer hun.

Ifølge Janne Aaris-Sørensen, cand. scient. i zoologi med speciale i grævlinger, er det ikke usandsynligt, at ungerne ikke lever mere. Hun tror, at grævlingerne vil komme tilbage igen.

- Jeg tror, at de er flyttet til et andet gravkompleks tæt ved. Når de skal forberede sig på vinteren, vil de tage hen til den gamle grav igen og så indrette sig der, fortæller hun til TV 2 Lorry.

Skal undersøges til september

Naturstyrelsen beklager, at grævlingeboet er blevet overset. Det skyldes, at boet ikke har været markeret på de kort, styrelsen navigerer efter i forhold til, hvor dyr har til huse, og de derfor skal være ekstra varsomme med deres maskiner.

- De kort laves ud fra de indberetninger, vi får på vores 23.000 hektar land. Vi vil arbejde for, at sådan en fejl ikke sker igen, lyder det fra Jens Bjerregaard Christensen.

Har I været påpasselige nok?

- Vi havde jo været opmærksomme på nogle kort, hvor der var en grav ved siden af, som ikke blev benyttet længere, og i mellemtiden var flyttet. Det er rigtig ærgerligt, siger skovrideren.

Janne Aaris-Sørensen skal sammen med Naturstyrelsen se til gravkomplekset igen til september for at observere, om grævlingerne er vendt tilbage. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik