Flere tricktyverier i Nordsjælland - mand med specielt udseende efterlyses

Politiet i Nordsjælland har fået flere anmeldelser om tricktyve i det forgangne døgn. Blandt andet efterlyses en mand med et noget aparte udseende efter et tricktyveri i Hellerup.

Tricktyverier har det forgangne døgn trukket overskrifter i politiets døgnrapport i Nordsjælland.

I flere af sagerne beskrives gerningsmændene som østeuropæiske af udseende, og politiet mener, at der er sammenfald i i hvert fald to af sagerne, der begge blev anmeldt i Hillerød onsdag morgen.

I den første sag anmeldte en 32-årig kvinde fra Hillerød omkring klokken 09, at to mænd kort forinden havde banket på hendes dør på Svalevej og oplyst, at de kom fra en telekommunikationsvirksomhed og skulle arbejde på matriklen.

Da de to mænd ikke kunne fremvise dokumentation for, at de arbejdede for den navngivne virksomhed, afviste kvinden at lukke dem ind i hendes hjem.

Hun ringede derefter til virksomheden, som kunne afvise, at de skulle have sendt medarbejdere til hendes adresse.

En patrulje kørte til stedet for at lede efter de to mænd, men det var ikke muligt at udfinde dem i området.

Også på Sættedammen i Hillerød havde to personer kort efter klokken 10 henvendt sig og udgivet sig for at arbejde for samme telekommunikationsvirksomhed.

Her havde husets beboer, en 55-årig mand, også afvist at lukke dem ind. En patrulje kørte til området for at lede efter de to personer, men de var i mellemtiden forsvundet.

Sammenfald i signalement 

Grundet sammenfald af modus (fremgangsmåde, red) og signalement har Nordsjællands Politi en formodning om, at personerne ved de to hændelser er identiske. 

I begge sager beskrives den ene af de to mænd som østeuropæisk af udseende, cirka 40 år gammel, cirka 170 centimeter høj, spinkel af bygning og med sort, kort hår. Han var iført gråt tøj, som den ene anmelder beskriver som en grå sweatshirt, og han talte engelsk.

Den anden mand beskrives ligeledes som østeuropæisk af udseende og cirka 40 år. Han var 180 centimeter høj og kraftig af bygning. Han var hvid i huden og med sort hår, og så var han iført en neon-gul vest med et firmanavn påtrykt. Han talte engelsk og lidt dansk.

Tricktyv med håndtatoveringer og manglende fortand

Også i Hellerup fik politiet onsdag en to anmeldelser om en tricktyv. Hans udseende må dog siges at være ganske aparte.

Manden, der manglede en fortand og havde tatoveringer på hænderne, kom kort efter klokken 10 ind i en frisørsalon på Strandvejen, hvor han fremviste et stykke papir til personalet på stedet.

Under henvendelsen fumlede han med papiret, og da han havde forladt salonen, opdagede personalet, at en mobiltelefon var blevet stjålet fra disken.

Formentlig var det også den samme mand, som klokken cirka et kvarter forinden var inde i en bad- og køkkenbutik på Strandvejen, hvor han spurgte, om der var en kopimaskine. Der blev ved den episode ikke umiddelbart stjålet noget.

Talte fransk og kørte i en VW Golf

Manden beskrives som østeuropæisk af udseende, 50-60 år, 170-180 centimeter høj, almindelig til kraftig af bygning, mørk i huden og med sort mellemlangt hår, der var strøget tilbage.

Han var iført en sort læderjakke med lynlås på ærmerne, hvid t-shirt, mørke bukser med tern og sorte sko.

Som tidligere nævnet manglede han også en fortand og havde tatoveringer på hænderne. Dertil medbragte han et stykke hvidt papir.

Han talte ifølge anmelderen fransk og kørte i en ældre sølvfarvet Volkswagen Golf med udenlandske nummerplader.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik