Doneret til et godt formål: Nu bliver en række af Uffe Ellemann-Jensens effekter sat til salg

Uffe Ellemann-Jensens familie har doneret en række af hans ting til Kirkens Korshær, herunder to tegninger.

"Stem på farmand" står der på en af to tegninger, som onsdag sættes til salg hos Kirkens Korshær.

Kunstneren bag er en ung udgave af Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, og modtageren er hans far, tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Efter Uffe Ellemann-Jensens død i juni i år har familien efter en oprydning på loftet doneret en lang række af hans ting, og de bliver onsdag klokken 10.00 sat til salg hos Kirkens Korshærs butik i Hillerød.

Det fortæller butiksleder Lene Helbrønd.

- Der er blandt andet tale om flere bøger med hilsner og Uffe Ellemann-Jensens smukke ekslibris (personligt stempel, red.) i. Senere på ugen vil der også blive sat en del jagt- og fiskeribøger frem.

Der er også billeder og kunstgenstande at finde.

Det meste er prissat på forhånd, men tre ting kommer på en auktion, som vil løbe en uge frem, fortæller butikslederen.

- Det er en bronzeskulptur, som er blevet vurderet hos Bruun Rasmussen og Lauritz.com til et par tusind kroner. Men de har ikke kunne finde kunstneren, så den kan overraske.

- Så er der to plakater, som Jakob (Ellemann-Jensen, red.) har lavet til sin far. Den ene hedder "Stem på farmand". De er umulige at prissætte, så dem har vi sat til en startpris på 500 kroner, og så løber dem med det højeste bud med sejren i næste uge. Vi har naturligvis fået lov af Jakob til at sælge dem.

En del af tingene kan ses på billeder, som Kirkens Korshær Hillerød har lagt på Facebook.

(Artiklen fortsætter efter Facebook-opslaget).

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lene Helbrønd fortæller, at de frivillige har hentet to kassevogne med bøger, kunstgenstande og billeder.

- Det har været spændende at være med til at hente tingene og tale med Alice (Vestergaard, Uffe Ellemann-Jensens hustru, red.) om, hvorfor det lige er Kirkens Korshær, der får overdraget de her ting. Der har været et ønske om at donere tingene til et socialt formål, siger hun.

Udstillingen er blevet sat op tirsdag i butikken i Hillerød, og det har tiltrukket en del mennesker, fortæller Lene Helbrønd.

- Der har været stor interesse fra både samlere, men også almindelige mennesker, der synes, at det er spændende, at det har været Uffes ting. Men ingen har kunne reservere eller købe noget på forhånd, understreger hun.

Butikslederen regner med, at de vil være fem frivillige i butikken, som de normalt plejer på en formiddag.

- Men det kan da godt være, vi får meget travlt, lyder det.

Den tidligere udenrigsminister og mangeårige formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, døde 18. juni i en alder af 80 år. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik