Børnefamilier tog flugten fra kold svømmehal - nu sænkes vandtemperaturen yderligere

Det bliver de mindste svømmere på Hillerød-egnen, der kommer til at mærke, at vandet i den lokale svømmehal er blevet koldere, lyder det fra både svømmeklub og direktør.

Det har længe været med udsigt til klaprende tænder og blå læber, at de mindste badegæster og svømmere har boltret sig i den udslidte Hillerød Svømmehal.

Men nu har vandtemperaturen fået endnu et nyk nedad. På grund af stigende energiudgifter besluttede svømmehallen således at sænke temperaturen med én grad i slutningen af sidste år, oplyser Carsten Larsen, der er direktør for Royal Stage, der står bag Hillerød Svømmehal.

- Vi satte temperaturen ned, da energipriserne begyndte at stige, og det er en serviceforringelse. Vandet var i forvejen for koldt for dem, der hygger sig i bassinet, men det er et kompromis, man er nødt til at indgå, siger Carsten Larsen.

- Vi kan ikke sænke temperaturen yderligere, for vi har udfordringer nok med små børn, der er gule og blå af kulde, siger Carsten Larsen til TV 2 Lorry.

I Hillerød Svømmehal fra 1976 er der kun ét bassin modsat flere andre svømmehaller, der har bassiner med forskellige temperaturer. Elitesvømmere, børnefamilier og øvrige badegæster har således indtil nu badet og svømmet i 29 grader varmt vand i samme bassin. Det er nu sænket til 28 grader.

Flere børnefamilier vil flygte

TV 2 Lorry kunne sidste år i november fortælle, at flere børnefamilier allerede dengang havde droppet at bade i det kølige vand i Hillerød Svømmehal for i stedet at køre til eksempelvis Helsinge og Frederikssund. Det skyldes ikke mindst, at der altså ikke er noget varmtvandsbassin i Hillerød Svømmehal. 

Kommunen råder dog over et mindre varmtvandsbassin på Lokesvej med plads til omkring seks til otte personer - men det har længe været lukket på grund af fejl på vandforsyningen, oplyser direktør Carsten Larsen.

quote Vandet var i forvejen for koldt for dem, der hygger sig i bassinet, men det er et kompromis, man er nødt til at indgå

Carsten Larsen, direktør for Royal Stage, der står bag Hillerød Svømmehal.

Han forventer nu, at den nye og lavere temperatur i Hillerød Svømmehal kan forstærke flugttendensen blandt kuldeskeptiske familier.

- Der er nok flere børnefamilier, der vil køre til andre svømmehaller nu, for det er primært børnene, der lider under det, siger Carsten Larsen.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Vandtemperaturer i svømmebassiner

Naturstyrelsen konstaterer at temperaturen normalt ligger mellem 24 og 28 grader i et svømmebassin – dog med mulighed for højere temperaturer i børnebassiner, terapibassiner og spabade.


Lars Norring, der er næstformand i Dansk Svømmebadsteknisk Forening, oplyste i 2017 på Danske Svømmebades hjemmeside, at elitesvømmere oftest ikke vil have over 26 grader varmt vand. 


Lars Norring sagde samme sted, at han selv som leder af Kildeskovhallen i Gentofte Kommune havde et bassin med 26 grader til elitesvømmerne, et bassin med 28 grader, et børnebassin med 30 grader, et babybassin med 33 grader og et springbassin med 26 grader.


Kilde: Danske Svømmebade

Svømmeklub ærgrer sig, men forstår udfordring

Det er June Scott, formand for Hillerød Svømmeklub, enig i. Mens de lidt større konkurrence-svømmere har bemærket og reageret på den lavere temperatur, er udfordringerne anderledes i klubbens svømmeskole.

- De mindre børn fryser, fordi de ikke har så meget sul på kroppen. De bliver hurtigt koldere. Man har nået grænsen ved at gøre det her, man kan ikke skrue længere ned, siger June Scott til TV 2 Lorry.

Hun understreger dog, at hun sagtens kan sætte sig ind i problemerne med stigende energipriser.

- Det er en udfordring, vi godt kan forstå, fordi energipriserne ligger, hvor de ligger. Så vi kan godt forstå, at man gør det, siger June Scott.

Hvordan vil børnefamilier reagere på den lavere temperatur?

- Det kan ikke gøre det bedre. Babysvømning har vi ikke kunne tilbyde. Og jo koldere vandet bliver, jo færre yngre borgere vil der komme. Når man skruer på temperaturen, bliver aldersgrænsen rykket. Man skærer folk af, siger June Scott.

Flere tiltag

Hillerød Svømmehal er en del af FrederiksborgCentret, der samlet set forventer, at udgifterne til energi vil stige med omkring 3,6 millioner kroner i 2022 - fra 5,8 til 9,4 millioner kroner.

Svømmehallen er den bygning, der bruger mest energi, og foruden en lavere vandtemperatur gør svømmehallen nu også en ekstra indsats for at slukke blandt andet lys, varme og sauna på ydertidspunkter.

FrederiksborgCentret har også overvejet en højere billetpris, men vurderer, at det kun vil “kunne dække en mindre del af den forøgede udgift, og at det endvidere vil være usikkert om en forhøjelse af billetpriserne vil give en tilsvarende forhøjet indtægt, da en stigning af billetpriserne vil kunne medføre færre besøgende.”

quote Når man skruer på temperaturen, bliver aldersgrænsen rykket. Man skærer folk af

June Scott, formand Hillerød Svømmeklub

Det fremgår af referatet fra denne uges byrådsmøde i Hillerød Kommune. 

I sidste ende er det netop kommunen, der skal betale de forhøjede udgifter til energi. Og driftsomkostningerne til hallen er i forvejen høje på grund af hallens fremskredne alder, mener direktør Carsten Larsen.

- Vi er i dialog med vores politikere om, at hallen synger på sidste vers. Den er gammel og dyr i drift, fordi man havde andre isoleringskrav, da man byggede i 1970’erne. I de andre kommuner i området, hvor man byggede svømmehaller på samme tid, river man dem nu ned og erstatter dem med nye og moderne. Der vil være store driftsbesparelser at hente, siger Carsten Larsen.

I Hillerød Svømmeklub mener man også, at hallen er i en “stand, der er kritisk,” og at man i øvrigt ikke har mulighed for at opfylde alle børns ønsker om at komme i svømmeskole. 

Indbyggertallet i Hillerød Kommune er mere end fordoblet, siden svømmehallen i 1976, og der er i dag op mod 200.000 besøgende om året.

TV 2 Lorry talte i november måned med politikere fra Hillerød Kommune om Hillerød Svømmehal - og eventuelle muligheder for at bygge en ny hal. 

Dengang erkendte flere udvalgsformænd, at hallen var slidt, men at kommunen simpelthen ikke havde råd til at bygge eller renovere. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik