Slut med forbud på Nordsjællands Hospital: Nu kommer der rygepavilloner

Nordsjællands Hospital indretter rygepavilloner til patienter og pårørende.

Siden 2010 har der været totalt rygeforbud udendørs som indenfor på Nordsjællands Hospital i Hillerød og Frederikssund.

Men patienter og pårørende har set stort på forbuddet, og nu stilles der rygepavilloner op på hospitalet i håb om, at rygerne vil benytte dem - i stedet for at ryge og skodde smøger rundt omkring på matriklerne.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis. 

- Problemet er, at vi trods det nuværende forbud har et meget stort svineri med skodder uden for alle indgange. Vi kan ikke få folk til at lade være med at ryge, hvilket er til gene for personale og de ikke-rygende patienter, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth. 

I starten af maj bliver der derfor etableret særlige rygeområder i Hillerød og i Frederikssund. Rygeområderne er udelukkende målrettet patienter og pårørende, og personalet må derfor fortsat ikke ryge i arbejdstiden. 

I Hillerød bliver pavillonerne, der koster cirka 40.000 kroner per styk, opført ved hovedindgangen og Akutmodtagelsen. I Frederikssund bliver rygeområdet etableret i et tidligere væksthus ved hovedindgangen. 

- Håbet er, at rygerne vil benytte pavillonerne. Vi kan se, at de bliver benyttet på steder som i lufthavne og andre arbejdspladser med rygekabiner. Grundlæggende er vi kede af at skulle bruge penge på pavilloner, men det en den eneste måde, vi kan imødekomme rygernes behov.

Hospitalsdirektøren vil ikke kalde forbuddet mod al rygning, som blev indført for otte år siden, for en fejl, når det nu ikke overholdes.

- Det lå dengang i samfundsudviklingen, at man skulle holde op med at ryge på offentlige arbejdspladser, på skoler og i gymnasier. Der er jo heller ikke rygning længere i tog eller i fly. I mange lande virker forbud som det, vi har haft her på hospitalet. Så det er nok et lidt dansk fænomen, at vi har en laissez-faire holdning til forbud. Vi retter os ikke efter dem, siger Bente Ourø Rørth. 

Der vil også blive opsat skilte med henvisning til rygeområderne, ligesom personalet nu også kan henvise til de afskærmede rygeområder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik