SF frygter, at køkørsel i Hillerød bliver endnu værre

SF mener, at de mange nye tilflyttere i Hillerød vil sætte byens trafik endnu mere under tryk.

For mange bilister i centrum af Hillerød er køkørsel en del af hverdagen. Især omkring Helsingørsgade og Milnersvej kan indbyggerne holde længe i myldretiden.

Men de trafikale problemer bliver måske endnu værre i fremtiden.

quote Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at Hillerød skal være ”Morten Korch”. Me man skal forbygge i forhold til, at der bliver mere støj, mere CO2 og man kommer til at belaste de borgere, der bor i området.

Michael Liesk, byrådskandidat for SF i Hillerød

Som en del af byfortætningen bliver der nemlig bygget mange nye boliger i den såkaldte ”Bykerne”. Hele 1000 nye lejligheder er under opførsel, og Hillerød Kommune vurderer, at der i byens midte kommer 6000 nye indbyggere i løbet af de næste fem år.

Mange nye indbyggere betyder væsentligt flere biler i centrum af Hillerød. Det er ifølge SF i Hillerød et problem for både klimaet og indbyggerne. 

- Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at Hillerød skal være ”Morten Korch”. Men jeg synes, man skal forbygge i stedet for at helbrede. Og man skal forbygge i forhold til, at der bliver mere støj, mere CO2 og man kommer til at belaste de borgere, der bor i området, siger Michael Liesk, der er byrådskandidat for SF i Hillerød, til TV2 Lorry.

Trafikplanen ønskes op til revision

Den såkaldte Trafikplan blev godkendt i 2014 og løber til og med 2025. Den indeholder i alt 62 initiativer og projekter, som kommunen skal prioritere ud fra. SF i Hillerød mener dog ikke, at der i den nuværende trafikplan tages forbehold for de mange nye tilflyttere. Derfor ser partiet gerne, at man reviderer planen:

- Man har jo efterhånden har fået solgt en hel del grunde. Så der kommer en hel del nye lejligheder i området. Og jeg synes ikke, at man, i trafikplan der er, har tænkt miljøet ind i forhold til den byfortætning, der foregår, siger Michael Liesk.

Borgmesteren i Hillerød afviser ikke, at Trafikplanen på et tidspunkt bliver lavet om - det sker bare ikke foreløbig. Dog anerkender borgmesteren også, at der allerede nu er mange biler i Hillerøds bykerne.

- Det er jo klart, at jo flere mennesker med bil der kommer til byen. Jo flere biler kommer der til at køre på vejen. Det er jo helt logisk, siger borgmester i Hillerød, Dorte Meldgaard, til TV2 Lorry.

-  Vi vil jo gerne have, at folk flytter til. Det er jo godt for os alle sammen. Det giver så nogle udfordringer, som vi må løse, så godt vi nu kan, siger hun. 

Tilflyttere skal tage toget

Formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Hillerød Byråd synes det er godt med den nuværende byfortætning, som han håber vil gøre, at de nye tilflyttere vil tage offentlig transport i stedet for bilen.

- Selvfølgelig er der utilfredshed, men det er svært at gøre noget ved. Det vi kan gøre er at bygge nogle boliger, der ligger så tæt på stationen, at man kan gå over og tage toget i stedet for at køre bil, siger Tue Tortzen, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Hillerød, Fælleslisten, til TV2 Lorry.

Det er Michael Liesk dog ikke sikker på kommer til at ske i praksis, da de fleste borgere stadigvæk vil have en bil til rådighed.

- Hvad sker der, når der kommer 200 flere biler ind, der skal parkere her i bymidten, når folk skal hjem fra arbejde? Det er jo ikke alle, der arbejder i Hillerød. Og det er jo sikkert heller ikke alle, der kommer til at tage toget frem og tilbage, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik