Nu kan unge chatte anonymt med kommunen: "Flere tør skrive"

Snart er det muligt for unge i Hillerød at chatte online med en medarbejder fra Anonym Ungerådgivning.

Arkivfoto Foto: George P Atkinson / Shutterstock

I Hillerød Kommune er man allerede langt med at hjælpe unge, der har behov for sparring og rådgivning i problemer eller udfordringer om for eksempel selvværd.

Siden kommunen åbnede Åben Anonym Ungerådgivning som en telefonisk rådgivningsenhed, har over 200 unge årligt henvendt sig til rådgivningens medarbejdere.

Læs også Lattergas i kiosker: Så let kan unge købe patronerne

Derfor lancerer Hillerød Kommune per 17. september en online chat-funktion til de 13 til 23-årige og deres forældre. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Ifølge Åben Anonym Ungerådgivning kredser de unges problemer særligt om selvværd, ensomhed eller problemer, der relaterer sig til familie og kammerater.

Andre kommuner oplever allerede nu stor succes med lignende chatrådgivning, og derfor følger Hillerød Kommune nu trop.

Her viser erfaringen nemlig, at det typisk er en anden gruppe unge, som sætter sig ved tastaturet end dem, der normalt benytter den åbne rådgivning.

Læs også Unge i sorg kæmper med ensomhed: Terapi-gruppe hjalp Sine

"Flere unge tør bruge chatten til spørgsmål, som de synes er personlige, og flere unge benytter chatten til at fortælle om mere alvorlige problemer", skriver Hillerød Kommune, der samtidig understreger, at rådgivningen varetages af et professionelt tværfagligt team, som har både efteruddannelse og stor erfaring med ungerådgivning.

Telefonlinjen til Åben Anonym Ungerådgivning er åben fra 12 til 17 mandag til torsdag på 72325550, mens chatfunktionen kan tilgås ved at klikke her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik