Mistænkt i drabssag fra Hillerød er nu i Danmark

En 63-årig mand fra Gørløse, som er sigtet for drab på en kvinde i Hillerød, er blevet udleveret fra Tyskland.

Foto: Local Eyes

Lørdag skal en 63-årig mand fra Gørløse fremstilles i grundlovsforhør for et drab på en jævnaldrende i Hillerød.

Den 63-årige har siddet fængslet i Tyskland, men er fredag blevet udleveret, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden blev fundet dræbt 1. oktober i sin lejlighed på Møllebakken. Hun var blevet stukket med en kniv.

Læs også 63-årig kvinde dræbt - mistænkt på fri fod

I forbindelse med drabet oplyste Nordsjællands Politi, at den 63-årige formodet gerningsmand havde en relation til kvinden, men at der ikke var tale om en familiemæssig relation.

Manden blev anholdt af tysk politi torsdag den 3. oktober klokken 13.11 syd for grænsen ved Kruså, hvor han kom kørende i retning mod Danmark.

- Vi har, siden den mistænkte blev anholdt, løbende været i kontakt med tysk politi, og har haft et godt samarbejde, siger Matias Arvidsen, politikommissær og efterforskningsleder i Nordsjællands Politi, i pressemeddelelsen.

Da den mistænkte i første omgang blev varetægtsfængslet in absentia, hvilket betyder, at han ikke var til stede under retsmødet, skal han genfremstilles i grundlovsforhør.

Første sag for ny drabschef

Det nøjagtige tidspunkt er ikke fastlagt, men grundlovsforhøret skal ske indenfor 24 timer efter, at manden er udleveret til Danmark, og vil finde sted i løbet af lørdagen ved Retten i Hillerød.

Kvinden blev fundet sin lejlighed på Møllebakken. Hun var blevet stukket med en kniv. Foto: Local Eyes

I forbindelse med det oprindelige grundlovsforhør blev der nedlagt navneforbud for den mistænkte og sagen er fortsat under efterforskning.

Læs også Politi sigter person for drab i Hillerød

Derfor kan Nordsjællands Politi ikke give yderligere oplysninger eller kommentarer. Politiet kan heller ikke oplyse, hvordan den anholdte forholder sig til drabssigtelsen.

Ifølge Ritzau er Matias Arvidsen netop blevet leder i Nordsjællands Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, og sagen om drabet på Møllebakken i Hillerød bliver derfor hans første drabssag i den position.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik