'Jul for alle' i fodboldklub var en succes

Alle skal føle sig set og hørt juleaften. Det var målet med en gratis juleaften for alle i Hillerød den 24. december, og nu er konklusionen, at målet med festen er nået.

Den 24. december blev dørene i klubhuset på Hillerød Stadion slået op for alle, der gerne ville holde en anderledes jul med andre Hillerødborgere.

I alt dukkede 143 op inklusiv 30 frivillige.

Festen var gratis, alle Hillerødborgere var inviteret, og nu er meldingen fra arrangørerne bag, at festen var en succes.

Der var i alt 25 børn under 18 år med til festen, og de fik alle en julegave.
Der var i alt 25 børn under 18 år med til festen, og de fik alle en julegave.
Foto: DGI

- Målet var, at alle til festen skulle føle sig set og hørt, og ud fra tilbagemeldingerne fra deltagerne virker det til, at det er opnået. Jeg er meget rørt over, at det er lykkedes, siger Peter Bennett, der er programleder for inklusion hos DGI Nordsjælland, og som også selv deltog i festen.

I Facebook-gruppen 'Hillerød skal være en hyggelig by' er der da også flere af deltagerne, der skriver, at det har været en hyggelig aften:

- 1000 tak for en kanon god aften. Vi ses næste år, skriver en for eksempel.

- Tusind tak fra tre generationer for et virkelig flot og gennemført arrangement, skriver en anden.

En broget flok

Deltagerne til festen var en broget flok med blandt andet flygtninge, enlige, enlige forældre og sårbare familier iblandt.

Derfor tog Peter Bennett det heller ikke som en selvfølge, at alle kunne snakke sammen på tværs.

- Vi har tænkt meget over, hvordan vi sikrede, at alle følte sig hørt og set. Derfor havde vi placeret en frivillig ved hvert bord, som havde til opgave at sørge for, at der var samtale på kryds og tværs, så ingen følte sig holdt udenfor, siger han.

Her er de frivillige, der stod bag arrangementet i år.
Her er de frivillige, der stod bag arrangementet i år.
Foto: DGI

Til festen blev der både serveret hjemmelavet julemad, der blev danset om fire juletræer, hvoraf deltagerne selv pyntede de to af dem inden maden, og alle børn under 18 år fik en julegave. Gaven var et gavekort på 150 kroner til Slotsarkaderne i Hillerød.

Desuden holdt både borgmester i Hillerød Kirsten (S), formand for Hillerød Fodbold John Franzen og sognepræst Jørgen Christensen tale til festen.

En familie med to voksne og fem børn sang også julen ind for alle gæsterne.

- Jeg synes, at det er vigtigt at huske på, at os, der er på den "rigtige" side af fællesskabet med fast job og en velfungerende familie, har en forpligtigelse til, at dem, der står uden for fællesskabet, også bliver en del af det. Juleaften handler om, at alle skal have det rart, afslutter Peter Bennett.

Det er andet år, at DGI arrangerer ’Juleaften for alle’ i Hillerød. Sidste år var der cirka 130 deltagere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik