Ingen vil udleje til flygtninge

Hillerød Kommunes kampagne, der skulle få borgere til at udleje bolig eller værelse til en flygtning, har fejlet fælt. Der er ingen, som vil lægge hus til.

Det kniber med at få private til at huse flygtninge. Det må Hillerød Kommune sande, efter de i tre måneder har forsøgt sig med en indsats, som skulle få borgere til at udleje et værelse eller hele deres bolig til flygtninge.

Kommunen har både forsøgt sig med annoncer, opslag på Facebook og personlige opfordringer, men lige lidt har det hjulpet. Der er ikke indgået så meget som én lejeaftale i kommunen, skriver Frederiksborgs Amts Avis.

Det ærger lederen af kommunens integrationsteam.

- Vi havde håbet på, at der var indgået nogle aftaler, ikke mindst så vi kunne prøve det af, siger Baris Atak.

Koordinator for Venligboerne i Hillerød, Vivi Wøldike (Soc. dem.), er ikke overrasket. Det skyldes, at det kræver meget, at lukke en flygtning ind i sit private hjem.

- Man vil jo også gerne stille sig selv til rådighed, hvis man lejer ud til flygtninge. Hvis man bare vil leje et værelse ud, så gør man det jo bare til venner og bekendte, siger Vivi Wøldike til Frederiksborgs Amts Avis.

I Gribskov Kommune er man netop nu klar til at starte venligboligerne op hos to private borgere, der har meldt sig frivilligt.

Her vil man sætte pavilloner op i baghaven, hvori flygtningene kan bo.

- To har vist interesse, og dem vil vi bruge som pilotprojekt, så vi får gjort os nogle erfaringer, siger formand for Plan- og Miljøudvalget, Morten Jørgensen, fra partiet Nyt Gribskov. Han håber, at boligerne kan blive sat op i løbet af efteråret, skriver Frederiksborgs Amts Avis.

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik