Hillerød Kommune søger venskabsfamilier

I Hillerød Kommune søger man nu frivillige, som vil være venskabsfamilier for flygtninge, som kommer til Hillerød.

Hillerød Kommune har indgået en aftale med Dansk Flygtningehjælp om at rekruttere og koordinere frivillige, som gerne vil være venskabsfamilier eller kontaktvenner for flygtninge.

"Vi ved, at det er altafgørende for den vellykkede integration, at flygtningene lærer nogle danskere at kende. Og at det kan være svært at mødes, for hvor er det lige man går hen og møder hinanden? Derfor har vi indgået en partnerskabsaftale med Dansk Flygtningehjælp, som har stor erfaring i at matche flygtninge og danskere," siger borgmester Dorte Meldgaard.

Så hvis du som borger i Hillerød er interesseret i at blive venskabsfamilie eller kunne tænke dig at høre mere, så afholdes der et informationsmøde torsdag d. 9. april kl. 19-21 i Kedelhuset, Fredensvej 12B, 3400 Hillerød.

Denne aften vil Vivi Wøldike, som er primær koordinator for Venskabsfamilier Hillerød, fortælle om arbejdet i gruppen Venskabsfamilier Hillerød. Dansk Flygtningehjælp vil bl.a. fortælle om, hvad det egentlig vil sige at være frivillig, og hvad det indebærer at være venskabsfamilie/kontaktven for flygtninge.

"Jeg er selv venskabsfamilie for flygtninge, og jeg synes, det er virkeligt spændende og givende. Man lærer en masse om hinanden og hinandens kulturer, og det er den aller bedste vej ind i et nyt samfund at møde mennesker på tværs. Vi spiser sammen ind imellem, tager på ture, på udstillinger og er bare sammen, som man er med sine venner," siger Vivi Wøldike.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Ingen tilmelding nødvendig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik