Mette Skou Møller på 52 år, kunne slet ikke forholde sig til det, da hun fik diagnosen Alzheimer i 2016. Længe inden diagnosen havde hun haft problemer med de sædvanlige opgaver på sit arbejde, og da hukommelsen blev forringet, opstod mistanken om en demenssygdom.
Jeg havde mange forestillinger om, hvad det kunne være, og jeg var rigtig bange for, at det var Alzheimer.
- Jeg havde mange forestillinger om, hvad det kunne være, og jeg var rigtig bange for, at det var Alzheimer, fortæller Mette Skou Møller.
Men hun måtte vente et halvt år, inden hun begyndte på den udredning, der skulle fastslå, om der var tale om en demenssygdom. En ventetid der var svær, fordi hun vidste, at noget var galt, men ikke hvad.
Som hun selv udtrykker det, undrede hun sig over sin hjernes tilstand.
- Man er i et mærkeligt limbo, hvor man ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv, og hvad der er galt. Det er skrækkeligt ikke at vide, hvad det er man fejler, siger Mette Skou Møller.
Chokerende ventetider
I dag fortæller TV 2 Lorry nyheden om de alt for lange ventetider på demensudredning. Særlig slemt er det på Hillerød Hospital, hvor man lige nu skal vente 50 uger på sin første undersøgelse.
Ventetiderne møder hård kritik fra Alzheimerforeningen, der har holdt øje med udviklingen de seneste otte år.
- Vi vidste godt, at der var lange ventetider, men at vi er nået helt op på 50 uger, det er faktisk chokerende – det er jo et helt år, siger direktør for Alzheimerforeningen Nis Nissen.
For demente kan uvisheden være særlig hård. Alzheimerforeningen oplyser, at uvisheden kan føre til bekymring og stress, og det kan forværre sygdommen hurtigere.
Konsekvenser for dagligdagen
Demenssygdommen har kostet Mette Skou Møller hendes arbejdsliv. Tidligere arbejdede hun med omsorgssvigtede børn. Det var et arbejde, hun var både glad for og gik meget op i.
- Min første tanke efter jeg fik diagnosen var, at så måtte jeg se, om jeg ikke kunne arbejde bare lidt. Men det gik hurtigt op for mig, at det skulle jeg ikke, fortæller Mette Skou Møller.
Nu har hun fået førtidspension og bruger sin tid sammen med familie og andre demensramte. Hun tager også medicin, som skal være med til at forsinke sygdommens udvikling og afhjælpe symptomerne. For hende havde det betydet en forskel, hvis hun var blev undersøgt hurtigere.
- Jeg kunne have fået medicin tidligere, og fået en forståelse af, hvorfor jeg havde det, som jeg havde. Jeg kunne hurtigere have fået kontakt med andre demensramte og hurtigere opsøgt de tiltag, der er for demente, siger Mette Skou Møller.
