Politi efterforsker flere sager om tyveri af håndsprit fra hospital

Københavns Vestegns Politi efterforsker ’flere anmeldelser’ om tyveri af håndsprit på Herlev Hospital, hvor man oplever et kraftigt svind i beholdningen.

Håndsprit er for tiden en eftertragtet vare, hvor visse personer er villige til at gå langt i forsøget på at anskaffe sig den desinficerende mikstur. Lidt for langt, har flere eksempler vist.

To personer er fredag blevet anholdt og sigtet for tyveri af håndsprit fra Herlev Hospital torsdag i sidste uge.

Men sagen er kun en af flere fra hospitalet på den københavnske vestegn, som politiet er i gang med at efterforske for tiden.

I forbindelse med en anden omtalt sag fra fredag i sidste uge, hvor poltiet i første omgang beskrev et forsøg på tyveri af håndsprit begået af maskerede personer, der stormede hospitalet – og så siden trak den udlægning tilbage – har kredsen haft løbende kontakt med Herlev Hospital angående problematikken, oplyser politikommissær Andreas Mollerup fra Københavns Vestegns Politi.

- Herlev Hospital har oplevet et meget stort svind i håndsprit, og den forbindelse efterforsker vi lige nu flere sager fra hospitalet, siger han til TV 2 Lorry.

Politikommissæren ønsker ikke at sætte et specifikt tal på, hvor mange anmeldelser om tyveri af håndsprit, der er kommet fra Herlev Hospital, men at der foruden de to nævnte sager er ”flere anmeldelser”, som politiet lige nu efterforsker.

Han understreger, at de tager sagerne meget alvorligt grundet den aktuelle sitaution, hvor coronavirus har sat sundhedsvæsenet under et stort pres.

- Når vi står i en så ekstraordinær situation som den, vi nu står i, hvor de er så hårdt brug for vores sundhedsvæsen, så tager vi de her sager meget seriøst og gør en stor dyd ud af at opklare dem, siger han til TV 2 Lorry.

To sager på hospitaler i Nordsjælland

I Nordsjælland har politiet også efterforsket sager om håndsprit, der er blevet stjålet fra hospitaler.

Lørdag aften blev der stjålet to dispensere med håndsprit fra akutklinikken på Gentofte Hospital, fremgår det fra politikredsens døgnrapporter.

På Hillerød Hospital forsøgte en eller flere gerningspersoner i tidsrummet onsdag klokken 16 og torsdag klokken 8 at bryde ind på en afdeling, hvor hospitalet opbevarer ”værnemidler”, som politiet kalder det.

- Det kan ikke udelukkes, at indbrudsforsøget har været med disse for øje, noteres det i døgnrapporten fra torsdag.

Rigshospitalet i København kunne lørdag i sidste uge ligeleds melde, at håndsprit såvel som makser var blevet stjålet fra Infektionsmedicinsk Afdeling, hvor flere personer er indlagt med covid-19.

TV 2 Lorry har været i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi, der blandt andet dækker hospitalerne i Roskilde og Køge. Her lyder meldingen dog, at der ikke er registreret anmeldelser om tyveri eller forsøg på tyveri af håndsprit fra hospitalerne.

Flere hospitaler i TV 2 Lorrys område, herunder Herlev Hospital, har indsat vagtværn ved indgangen for at afhjælpe problemet med tyveri af håndsprit.

I flere uger har håndspritværet udsolgt i langt størstedelen af de danske supermarkeder, apoteker og andre steder, hvor den slags normalt erhverves.

Siden dukkede flere salgsannoncer op på Den Blå Avis, hvor personer solgte håndsprit til meget høje priser. Disse annoncer har administratorerne bag Den Blå Avis siden deaktivieret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik