Ny a la carte-madordning på Herlev Hospital er ”som at komme på hotel”

Herlev Hospital sætter nye standarder for servering af hospitalsmad – nu er maden en del af behandlingen.

Sidste gang Margareth Foss var indlagt på Herlev Hospital var maden ikke rigtig varm, når den blev serveret, og der var heller ikke så meget at vælge imellem.

- Det betyder, at man ikke spiser, for så er det kedeligt at spise, at sidde med sådan noget halvkold mad, fortæller hun.

Nu kører en sygeplejerske et lille rullebord ind til hende på den stue, hvor hun er indlagt – denne gang med et kompliceret brud i knæet. På rullebordet er monteret en tablet, hvor Margareth Foss logger sig ind og bliver mødt med et ”godmorgen, Margareth Foss”.

Herinde klikker hun sig frem til en lang billedmenu med kolde og varme retter og tilbehør, som hun kan vælge at bestille. Et helt nyt a la carte-system.

- Jeg synes, at det er alletiders. Det er nemt, siger Margareth Foss.

Hun er begejstret for madens udseende på billederne. Hun vælger blandt andet en fiskefrikadelle, lidt frugt og så en tiramisu. 

Og så klikker hun ”send”.

quote Der dør færre patienter, hvis man giver dem nok at spise og drikke

Tina Munk, Forskningsleder

Arbejder sammen med Sundhedsplatformen

Men det allerbedste ved systemet er slet ikke brugervenligheden og de delikate retter i sig selv. 

Hvis man spørger Tina Munk, der er leder af Ernæringsforskningsenheden på Herlev og Gentofte Hospital, så er det bedste ved systemet det faktum, at det arbejder sammen med Sundhedsplatformen. 

To barometre i højre hjørne viser patienten, om den mad, hun har bestilt indeholder den mængde kalorier og proteiner, som netop hun har brug for. 

For ernæringen er ekstremt vigtig for patienterne. Og mange har problemer med at få spist nok.

- Det er så fantastisk, lyder det fra Tina Munk.

- Vi ved, at vi kan reducere komplikationsraten, og indlæggelsestiden, og der dør færre patienter, hvis man giver dem nok at spise og drikke, forklarer hun.

To barometre viser, om patienten har fået nok protein og kalorier.
To barometre viser, om patienten har fået nok protein og kalorier.
Foto: Casper Dalgård, TV2 Lorry

Ny tendens

Det er ikke første gang, et dansk hospital indfører a la carte menu. Det har blandt andet Hvidovre Hospital gjort tidligere. 

Men blandt andet samkørslen med Sundhedsplatformen er en helt ny opfindelse.

- På en eller anden måde, så bliver ernæringen en del af behandlingen nu, det har det ikke været før, siger forskningschefen.

Og i det hele taget er det en relativt ny erkendelse for hospitalerne, at maden har så stor betydning.

- Det er måske inden for de seneste 10 år, at vi er nået dertil, siger Tine Munk.

Kæmpe ombygning - inspireret af McDonald's

Margareth Foss er færdig med at vælge – og bestillingen sendes ned til køkkenet – et køkken, der er blevet bygget om for over 50 millioner, for at kunne levere a la carte-mad til 650 indlagte patienter og gæster.

- Hele køkkenet er revet ned og bygget totalt om, så vi kan lave a la carte-mad, forklarer Jesper Vangdrup, der er kulinarisk leder for Herlev og Gentofte Hospital.

Det har taget over fire år at forberede det nye a la carte-system. Skærmene, der hænger over bordene og viser køkkenpersonalet de forskellige bestillinger, er inspireret af McDonald's. 

Der går gennemsnitligt et minut fra ordren dukker op i den ene ende af båndet, til den sættes i vognen i den anden ende. Alt er gennemtænkt og analyseret.

- Vi har for eksempel valgt at alting skal være små anretninger, for at det ikke virker for uoverskueligt specielt for vores småtspisende patienter, forklarer Jesper Vangdrup.

De små skåle, som anretningerne serveres i, er lavet specielt til Herlev Hospital.

Margareth Foss’ bestilling er også tikket ind på skærmen, og kort efter står anretningen i vognen til 14. etage.

quote Det er meget lækkert, det er det altså

Margareth Foss, patient på Herlev Hospital

Den køres ind i en maskine, der puster kold luft ned i den side af vognen, og varm luft i den anden. På den måde undgår patienterne lunken mad. 

Klokken lidt i 12 bliver vognene hentet og kørt den lange vej mod patienterne.

Margareth Foss er godt tilfreds med den nye madordning på Herlev Hospital
Margareth Foss er godt tilfreds med den nye madordning på Herlev Hospital
Foto: Casper Dalgård, TV2 Lorry

Patienterne er begejstrede

Kort tid efter står anretningen foran Margareth Foss.

- Det er meget lækkert, det er det altså, lyder det fra patienten.

Og den melding har køkkenfolkene fået mange gange de seneste uger. Jesper Vangdrup fortæller om patienter, der har skrevet mails til køkkenet og rost maden for at være på niveau med et godt hotel.

- Det er for mig en kæmpestor sejr, og især fordi det viser, hvad vi faktisk kan gøre på hospitalerne, siger han.

Margareth Foss tager en bid af fiskefrikadellen.

- Den ku jeg ikke have lavet bedre selv. Og det er fint pyntet, siger hun tilfreds.

For hende er måltiderne nu blevet et højdepunkt.

- Oplevelsen af at ligge på hospitalet den bliver jo bedre, selv om det ikke er nogen fornøjelse. Men så får man da et lyspunkt på dagen, siger hun og smiler.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik