I Herlev vil mange huse ukrainere: Straffede børnemisbrugere kan være iblandt

Kommuner må ikke hente en børneattest på borgere, der har ukrainske flygtninge boende. KL vil have nye regler.

Familier, som er kommet til Danmark fra Ukraine og bor i private hjem, risikerer at flytte ind hos borgere, der tidligere har forgrebet sig på børn, uden at kommunen har mulighed for at tjekke det.

Værten kan være dømt for et seksuelt overgreb, blufærdighedskrænkelse eller for at have været i besiddelse af børneporno.

Det skyldes, at loven ikke tillader kommunen at anmode om en børneattest ved privat indkvartering, oplyser Martin Damm (V), formand for Kommunernes Landsforening (KL).

- Mange kommuner har henvendt sig til os, fordi de er i tvivl om, hvorvidt de må og skal indhente børneattester. Som reglerne er i dag, er der ikke hjemmel til at indhente børneattest ved privat indkvartering, skriver han i en mail til Ritzau.

- Det skal kommunerne have mulighed for at gøre, hvis de vurderer lokalt, at det er nødvendigt.

KL er derfor gået til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

- Vi håber, at ministeren hurtigst muligt vil afklare, hvilke muligheder kommunerne har, så de med ro i sindet kan tilbyde børn og unge et hjem, skriver KL-formanden.

Børneattester viser domme 10-20 år tilbage

Børneattester bruges til at frasortere personer, der er straffet for overgreb mod børn under 15 år.


Familier, som er kommet til Danmark fra Ukraine og bor i private hjem, risikerer at flytte ind hos borgere, der tidligere har forgrebet sig på børn, uden at kommunen har mulighed for at tjekke det.


Værten kan være dømt for et seksuelt overgreb, blufærdighedskrænkelse eller for at have været i besiddelse af børneporno.


Det skyldes, at loven ikke tillader kommunen at anmode om en børneattest ved privat indkvartering.



Disse lovovertrædelser vil fremgå:


  • Incest, samleje eller anden kønslig omgang med et barn under 15 år.
  • Blufærdighedskrænkelse af et barn under 15 år.
  • Udbredelse eller besiddelse af børnepornografi.



Forskellen på en børneattest og en straffeattest:


  • Børneattesten adskiller sig ved, at oplysningerne bliver stående i længere tid.
  • Oplysningerne vil fremgå i mindst 10 år regnet fra dommen, løsladelsen eller bødens betaling. Domme for visse sædelighedsforbrydelser slettes tidligst efter 20 år regnet fra dommen eller løsladelsen.


Sådan bruges børneattesten:


  • Virksomheder, myndigheder og foreninger kan bestille børneattester på medarbejdere og frivillige, der har eller har mulighed for at opnå direkte kontakt med børn og unge under 15 år.
  • Medarbejderen eller den frivillige skal give samtykke til udstedelse af attesten.



Kilde: politi.dk


Stor gæstfrihed i Herlev

Herlev er en af de kommuner, der oplever, at borgerne viser stor gæstfrihed over for de ukrainske flygtninge. Mange henvender sig til kommunen med et ønske om at give husly.

Indtil videre har kommunen matchet 20 familier med 35-40 ukrainere, oplyser Camilla Ottsen, der er centerchef for Dagtilbud og Skole.

Hun glæder hun sig over interessen. Men hun efterlyser muligheden for at indhente børneattester, ligesom det eksempelvis sker, når pensionister bliver frivillige hjælpere i folkeskolen.

- Når man kan have rammer for det i andre sammenhænge med frivillige, så er det uforståeligt, at det ikke kan lade sig gøre her. Vi ønsker at tage et ansvar for de ukrainske børn, og i den forbindelse er det naturligt at indhente en børneattest, siger Camilla Ottsen.

I Red Barnet er psykolog Per Frederiksen enig. Flygtningebørn er sårbare, fordi de har måttet forlade deres land.

Han understreger, at det er fantastisk, at så mange gerne vil hjælpe, og at det handler ikke om at mistænke nogen.

- Men vi ved, at der i forbindelse med krigen er børn i Ukraine og i områderne omkring, der udnyttes. Vi skal gå foran og vise, at Danmark har høje standarder for børnesikkerhed, siger Per Frederiksen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyser, at det er ved at se nærmere på muligheden for børneattester, og at det ikke kan afvises, at det kan blive aktuelt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik