Gik fra højeste smittetryk til nummer 14 på én uge: ”Hele byen har løftet i flok”

Efter at have toppet listen over flest smittede per indbygger har Herlev Kommune på blot en uge fået knækket kurven. Borgmester roser indbyggerne.

Herlev Kommuen har knækket corona-kurven, i hvert fald for nu.

For en uge siden var vestegnskommunen det sted i landet med den højeste incidens (antal bekræftede tilfælde per 100.000 borgere).

Men siden da er Herlev raslet ned fra listens top i de daglige corona-overblik, så kommunen aktuelt er nummer 14 målt på incidens.

Selvom det stadig hører til i den høje ende af skalaen og giver kommunen en mørkeorange farve på smittekortet, så vækker opbremsningen glæde hos kommunens borgmester.

- Min umiddelbare vurdering er, at de høje smittetal gjorde hele byen meget bevidst om, at vi var på vej i en gal retning. Min oplevelse i byen har desuden været, at selvom kommunen har lavet nogle tiltag for at nedbringe smitten, så har borgere og erhvervslivet også lavet nogle tiltag, der har hjulpet. Det er hele byen, der har løftet i flok, siger Thomas Gyldal Petersen (S) til TV 2 Lorry.

Statens taskforce har hjulpet

Herlev er langt fra den eneste kommune på den københavnske vestegn, der har været ramt af høje smittetal.

Efter en længere periode med konsekvent høje smittetal i området iværksatte Sundhedsmyndighederne i starten af november en lang række tiltag for at nedbringe smitten i fællesskab med borgmestrene i 11 vestegnskommuner hårdt ramt af corona – herunder Herlev.

Et af tiltagene har været en særlig taskforce ledet af Styrelsen for Patientsikkerhed, som har bistået kommuner i at intensivere den lokale og opsøgende indsats.

Disse 11 kommuner er en del af indsatsen på Vestegnen

• Albertslund

• Brøndby 

• Glostrup

• Hvidovre

• Høje-Taastrup

• Ishøj

• Rødovre

• Vallensbæk

• Ballerup

• Herlev

• Gladsaxe kommune


Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet


Og det har hjulpet, vurderer borgmester Thomas Gyldal Petersen.

- Det (taskforcens hjælp) har haft stor betydning, for der mødes vi med de andre kommuner, de centrale myndigheder og Region Hovedstaden. Her har vi fået et helt præcist overblik over smitten, og vi drøfter sammen, hvad der kan gøres, siger han og fortsætter:

- Det var her vi fik viden om, det ikke var en entydig enkeltgruppe, der stod bag den stigende smitte, og så fik vi på den baggrund god konkret rådgivning. Taskforcen mente eksempelvis ikke, der var grundlag for at lukke idrætslivet ned, hvilket vi så heldigvis kunne undlade, siger Thomas Gyldal Petersen (S).

Borgmesteren understreger, at smitten ikke har været koncentreret omkring en særlig gruppe af befolkningen, men at der ”dog har været en lille overrepræsentation hos de 10-19-årige”.

Herlev Kommunes aktuelle incidens-tal er 252,2 smittede per 100.000 indbyggere for de seneste syv dage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik