Forureningsfund ved populært udflugtsmål

Herlev Kommune fraråder at spise fisk fra Smørmosen, mens hundeejere skal begrænse kræenes indtag af vand fra området.

En måling af vandet i det populære udflugtsmål Smørmosen på grænsen mellem Herlev og Gladsaxe kommuner viser for højt indhold af det forurenede stof PFOS.

Det skriver Herlev Kommune på sin hjemmeside.

Målingen viser en koncentration på 2,3 nanogram per liter, hvilket er små fire gange mere end den tilladte grænseværdi på 0,65 nanogram per liter.

Derfor fraråder kommunen nu, at man spiser fisk fanget i søen, mens de mange personer, der ynder at lufte hunden i området omkring Smør- og Fedtmosen rådes til at holde hundene fra at drikke søvandet.

Til TV 2 Lorry oplyser Søren Nielsen, der er centerchef for Teknik og Miljø i Herlev Kommune, at målingen kom i stand efter et præg fra nabokommunen.

- Vi fik at vide fra Gladsaxe Kommune, at der var fundet overskridelser af PFOS i nogle tilløb til Smørmosen, og derfor lavede vi målingen inden for den seneste måned. Resultaterne fik vi for en uge siden. Fordi det er en overskridelse af grænseværdien, tager vi det meget alvorligt, siger Søren Nielsen.

Vil undersøge, om forurening har bredt sig

Søren Nielsen understreger dog, at koncentrationen på 2,3 nanogram per liter er markant lavere end den meget omtalte forureningssag fra Slagelse Kommune sidste år, hvor der blev målt 34.000 nanogram per liter.

Ifølge Herlev Kommune er man bekendt med kilden til PFOS-forureningen i Smørmosen.

De forhøjede mængder stammer sandsynligvis fra Bagsværd Erhvervskvarter, hvor der er fundet PFOS i flere udløb, som leder regnvand til Smør- og Fedtmosen.

Her er Gladsaxe Kommune er i gang med at undersøge nærmere, hvor kilden til det udslip stammer fra.

Indtil videre har Herlev Kommune sat skilte op omkring Smørmosen på steder, hvor lystfiskere normalt ynder at kaste snøren ud, som advarer mod at spise fisk fra området.

- Og så vil vi nu selv gå ud og undersøge nedstrømningen fra området i Tibberup Å og ser på, om der er steder, hvor der kan have været overløb. Ellers afventer vi, at Gladsaxe finder kilden til forureningen, siger centerchef Søren Nielsen.

En af flere forureningssager

Netop Gladsaxe Kommune har haft sit at se til med PFOS-forureninger på det seneste.

Siden december måned har Gladsaxe sammen med tre andre Nordsjællandske kommuner bakset med forskellige PFOS-fund højere end det tilladte i Mølleåsystemet, der binder flere af områdets store søer sammen.

Her blev der blandt andet målt værdier på mellem 18 og 36 nanogram per liter.

PFAS er en fællesbetegnelse, der dækker over en række forskellige stoffer PFOS og PFOA. Og på Miljøministeriets hjemmeside skriver de sådan her om stofferne:

"PFOS er fluorholdige forbindelser, der typisk er blevet brugt til imprægnering og andre specielle anvendelser, hvor der ønskes en vand- og/eller fedtafvisende effekt."

Derudover skriver ministeriet:

"PFOS-forbindelserne er uønskede, fordi de er svært nedbrydelige i naturen, ophobes i fødekæden, er giftige over for mennesker og dyr og kan transporteres over lange afstande."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik