Flere og flere strikker og hækler i den gode sags tjeneste

Maj Richter Petersen har fået hæklet 15.000 trøstemus til syge børn siden januar. En godhjertet tendens, der har spredt sig som ringe i vandet.

Maj Richter Petersen fra Herlev er stifter af Facebookgruppen Trøstemus til alle børneafdelinger i hele Danmark, der, som navnet siger, giver trøstemus til samtlige børneafdelinger i Danmark, men også flere specialafdelinger, blodambulatorier og røngtenafdelinger.

Indtil videre er der produceret lidt over 35.000 mus til gruppen, der har givet dem videre til syge børn.

- Så kan man godt tænke, er der behov for så mange trøstemus, og det er der, ja. Der er stadig afdelinger på venteliste, og vi får aldrig nok. Jeg håber virkelig, at det her kommer til at fortsætte i mange, mange år frem, siger Maj Richter Petersen.

En godhjertet tendens

Maj Richter Petersen er ikke den eneste, der mærker, at det er blevet en trend at strikke til syge og også for tidligt fødte børn. Allerede i 2013 kunne TV 2 Lorry fortælle om hjemmelavede sprutter, der af frivllige blev foræret til for tidligt fødte børn.

Inden for de seneste par år er antallet af frivillige, der strikker, hækler og syer til det gode formål nærmest eksploderet. Vi har både kunne fortælle om hjemmelavede tæpper, futter, huer og bamser, der alt sammen bliver doneret til syge børn og for tidligt fødte børn.

Ifølge Håndarbejdets Fremme er det ikke usædvanligt, at vi ser netop denne tendens nu. Vi lever nemlig i en tid, hvor vi hele tiden får input fra sociale medier, og vi søger derfor roen:

- Man bliver sådan lidt glad i hovedet af at lave håndarbejde. Det løfter ens hverdag, og man kommer ud af den her travlhed og den her påvirkning, man har fra alle sider i dagligdagen, siger Laila Glienke, bestyrelsesmedlem i Håndarbejdets Fremme.

Mange fluer med et smæk

Ifølge Laila Glienke er der flere grunde til, at folk strikker, hækler og syer til gode formål:

- Folk gør det, både fordi det giver dem en ro at lave håndarbejde, men de gør det også, fordi de bliver en del af et fællesskab, siger hun.

Det er noget, Maj Richter Petersen kan nikke genkendende til:

- Selvfølgelig er det rart at føle, at man gør en forskel. Men vi gør det også for vores egen skyld. Det er jo meget moderne at snakke om mindfullness, men det giver mig virkelig en ro i sindet at hækle. Og så er der det her med fællesskabet. Vi gør det her sammen, og der sidder mange ensomme rundt omkring, som selv får noget ud af at være en del af det her, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik