Fem svenskere tiltales for dobbeltdrab i Herlev

I sommeren 2019 blev to personer brutalt skuddræbt i Herlev. Siden har politiet efterforsket intenst, og det har nu ført til, at anklagemyndigheden rejser tiltale mod fem, unge svenskere.

En tidlig sommeraften den 25. juni 2019 blev to, svenske mænd brutalt nedskudt med automatvåben og håndvåben, mens de sad i en bil ved Sennepshaven i Herlev.

En salve af skud føg mod køretøjet, hvor den ene af de dræbte døde på stedet, mens den anden afgik ved døden kort tid efter.

Siden har politiet efterforsket den voldsomme sag intensivt, og nu er der nyt.

I en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi står det klart, at anklagemyndigheden nu har rejst tiltale mod i alt fem, "unge, svenske bandemedlemmer", der er tiltalt for at stå bag skuddene i Sennepshaven.

Ifølge pressemeddelelsen er de tiltalt for at dræbe de to svenskere i bilen i Herlev. Politiets overbevisning er, at de to tilhørte en rivaliserende svensk bande.

Stor efterforskning gav hurtigt pote

Umiddelbart efter drabene igangsatte Københavns Vestegns Politi en meget omfattende efterforskning, som førte til, at den første af de nu tiltalte blev anholdt et par dage senere i Aarhus.

Efterforskningen er også sket i tæt samarbejde med svensk politi, som sammen med dansk politi har udpeget i alt fire personer yderligere, der er blevet udleveret fra Sverige.

De fem bandemedlemmer står tiltalt for at begå dobbeltdrabet som en del af en verserende konflikt mellem to svenske bandegrupperinger.

De tiltalte er mellem 17 og 25 år.

Foruden dobbeltdrabet er personerne også tiltalt for drabsforsøg.

En tredje person, der også sad i bilen i Sennepshaven sammen med drabsofrene, slap uden at blive ramt af skud.

Det er tidligere beskrevet, at de nu tiltalte har somalisk baggrund. De er alle - ligesom de dræbte var - svenske statsborgere.

Efter dobbeltdrabet flygtede gerningsmændene i en sølvgrå Audi, der senere blev fundet brændt af i Nærum i Nordsjælland.

I bilen fandt politiet en automatriffel af typen AK-47 og en pistol.

I dagene efter drabet skrev svenske medier, at de dræbte var sat i forbindelse med banden Shottaz i Stockholm-forstaden Rinkeby. Den ene skulle have en ledende rolle i grupperingen.

Banden har ligget i strid med en anden gruppe kaldet Dödspatrullen.

Sagen er berammet til at komme for Retten i Glostrup den 10. august 2020. Der er afsat otte retsdage til sagen, som vil blive kørt som en nævningesag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik