Familie nægter at overgive sig: 7-Eleven overtager livsværk

Efter mere end 20 år på Herlev Hospital bliver familien Mahomeds kiosk opsagt. Knapt 3000 gæster har skrevet under på, at de skal blive.

- Vi er tre familier, og vi har haft vores levebrød på hospitalet i mere end tyve år. Så pludselig bliver vi opsagt. 

Sådan fortæller Nafisa Mahomed til TV 2 Lorry. 

Hun ejer kiosken på Herlev Hospital sammen med søstrene Anesa, Rehana og deres mænd. 

I mange år driver de kiosken, som patienter, pårørende og forbipasserende bruger flittigt.

Men i sommeren 2016 bliver familien opsagt. 

- Vi har aldrig fået klager fra sygehuset eller patienterne. Da vi fik at vide for nogle år siden, at vi ikke måtte sælge cigaretter længere, så stoppede vi en halv måned før, at vi var nødt til det. Vi har altid være samarbejdsvillige, så jeg forstår det ikke, siger Nafisa Mahomed. 

quote Vi har aldrig fået klager fra sygehuset eller patienterne. 

Nafisa Mahomed, kioskejer

Hun og familien er opsagt fra 31. januar 2017, men de nægter at flytte ud.

Derfor har Region Hovedstaden Herlev og Gentofte Hospital nu sagsøgt ejerne. 

7-Eleven skal nemlig overtage kiosken hurtigst muligt, fortæller Nafisa Mohamed til TV 2 Lorry.

- Jeg synes virkelig, det er for dårligt. Når man tænker på, hvad vi har gjort for dem. Vi har sagt, at vi gerne vil lave forretningen om (så den matcher 7-Elevens, red.). Vi har også givet udtryk for, at vi gerne vil forhøje vores husleje, siger hun, og uddyber:

- Vi har endda besøgt 7-Eleven på Rigshospitalet og på Hvidovre Hospital for at tjekke priserne, og de er meget højere end vores. 

Nafisa Mahomed fortæller selv, at hospitalet har bedt dem om at sælge sundere varer. Derfor begynder familien blandt andet at sælge tørrede snacks. 

- Men nu har jeg set på 7-Eleven. De sælger jo ikke sundt, siger hun opgivende. 

Hun og famlien har samlet knapt 3.000 underskrifter ind fra gæsterne i kiosken, som TV 2 Lorry har fået en kopi af. 

Ledelsen på Herlev Hospital ønsker ikke at forholde sig til kritikken fra Nafisa Mahomed, da Boligretten for tiden behandler sagen. I en skriftlig kommentar bekræfter Herlev Hospital, at man netop har indgået en ny, femårig forpagtningsaftale med 7-Eleven.  

"Vi har opsagt den nuværende forpagtningsaftale for kiosken i forhallen på Herlev Hospital i henhold til gældende regler og tidsfrister. Vi er optaget af, at hospitalets kiosk kan tilbyde størst muligt sortiment og løbende fornyelse i forhold til, hvad der er oppe i tiden og hvad, patienter og besøgende forventer", står der desuden i mailen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik