Elev på ghetto-gymnasium: - Kun to fra klassen kom til galla-fest

Gymnasieelev kalder sin skole for et 'ghettogymnasium' og opfordrer til en etnisk opdeling for at fremme den danske kultur. Skolens rektor er uenig

Debatbølgerne gik højt, da Langkær Gymnasium i Aarhus i sidste uge meldte ud, at de har inddelt deres 1.g-elever efter etnicitet.

Nu har gymnasieelev Einar Bang Therkildsen fra Herlev Gymnasium imidlertid valgt at blande sig i debatten.

Han opfordrer i et debatindlæg i Politiken med overskriften 'Jeg er i mindretal i min egen hverdag' til at tage samme model i brug på sin egen skole. 

quote - Jeg er ikke længere mig selv, jeg er blot ‘danskeren’. 

Einar Bang Therkildsen, elev, Herlev Gymnasium

I indlægget kalder 2.g-eleven Herlev Gymnasium for et 'ghettogymnasium' og fortæller, at han som den ene af i alt fire etniske danskere i sin klasse ofte føler sig i mindretal.

Debatindlægget deles netop nu igen og igen på de sociale medier og kommenteres flittigt. 

Fravælger sociale arrangementer

- Jeg er ikke længere mig selv, jeg er blot ‘danskeren’. Dette er min identitet i de andres øjne. Det resulterer i en følelse af fremmedhed, endda i mit eget land, skriver Einar Bang Therkildsen i debatindlægget. 

Einar Bang Therkildsen påstår, at hans klassekammerater ofte vælger skolens sociale arrangementer fra på grund af deres religion. Som et eksempel var der stor set ingen fra hans klasse, der dukkede op til skolens årlige gallafest. 

- Da hverken 1. g’ernes eller 2. g’ernes kjoler må nå ned til fødderne, besluttede samtlige muslimske piger fra min klasse, at det forhindrede dem i at dukke op til festen. Det resulterede i, at vi kun var to fra min klasse, der kom til vores gallafest, skriver han.

Flere elever dropper ud

I debatindlægget fortæller han også, hvordan studentervogne på skolen er set opdelt i afsnit for dem, der drikker, og dem, der ikke drikker, og om hvordan han på en lejrtur var én af blot to elever, der gik i vandet. 

Det skæve fordeling i etnicitet har samtidig resulteret i, at flere af hans tidligere klassekammerater har valgt at forlade skolen, fordi de ikke ønskede at være en del af mindretallet. Han slutter derfor indlægget med at opfordre til en større etnisk opdeling i samme stil som Langkær Gymnasium:

- En midlertidig løsning kunne være etnisk opdeling, men det bedste sted at begynde ville være med fordelingen af elever ud på alle gymnasier, så man ikke ender med ghettogymnasier som mit.

Rektor overrasket over udmelding

På Herlev Gymnasium er rektor Jan Vistisen ked af, at Einar Bang Therkildsen føler sig som en del af et mindretal. 

 - Det overrasker mig, at Einar føler sig isoleret på den måde. Vi har rigtig mange tilbud om sociale fællesskaber, som han også deltager i, og det ærgrer mig, at han ikke synes, de er gode nok. Det er noget, vi fokuserer rigtig meget på, siger Jan Vistisen og fortsætter: 

- Det er korrekt, at en stor andel af vores elever er af anden etnisk baggrund. Det gælder især på den naturvidenskabelige linje, hvor Einar går. Problemet bliver dog ikke løst af en etnisk opdeling. Vores erfaringer siger, at de klasser, som har en mere homogen fordeling, også er dem, der fungerer bedst.

Opfordrer til politisk handling

Jan Vistisen erkender dog, at der jævnligt er situationer, hvor der opstår problemer i klasserne, fordi flere af eleverne vælger sociale arrangementer som gallafest og vogntur fra.

- Det arbejder vi hele tiden på at modarbejde. Men vi kan ikke tvinge eleverne til at integrere sig i kulturen. I år faldt skoleafslutningen for eksempel sammen med muslimernes årlige eid-fest, og det er jo ærgerligt, at de så vælger skolens arrangementer fra, siger han. 

Jan Vistisen mener samtidig, at subkuluturen kun bliver større af, at flere etniske danskere bevidst vælger at skifte skole. Derfor opfordrer han politikerne til at ty til handling: 

- Et gymnasium skal afspejle det samfund, der omgiver det, og det bør politikerne sørge for. Jeg synes, det er et problem, at der er elever, som vælger vores gymnasium fra, fordi vi har mange elever af anden etnisk baggrund. De bør vælge det gymnasium, der ligger tættest på, hvor de bor.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik