Efter maratonforhandlinger: Rød borgmester sikrer sig fire år mere

Med opbakning fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre forbliver Socialdemokratiet og Thomas Gyldal Petersen ved magten i Herlev.

Herlev er rød. Det er en dårligt bevaret hemmelighed.

Alligevel skulle der maratonforhandlinger til, før Socialdemokratiet med borgmester Thomas Gyldal Petersen i spidsen kunne annoncere, at S-bastionen består de kommende fire år.

Til TV 2 Lorry fortæller forligspartierne, at en konstitueringsaftale er underskrevet mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, som gør Thomas Gyldal Petersen (S) til borgmester, mens de andre partier får formandsposter i politiske udvalg.

- Vi havde snakke med de forskellige partier i går aftes, hvor valgte at at sige, at det ikke var hastværk, da vi tidligt kunne konstatere, at der var opbakning til, at jeg kunne fortsætte. Derfor besluttede vi at forhandle videre her til formiddag, siger Thomas Gyldal Petersen (S) til TV 2 Lorry.

At Socialdemokratiet skulle hente støtte hos andre partier stod klart natten til onsdag, da valgresultatet viste, at borgmesterpartiet mister dets absolutte flertal.

Med ni ud af de 19 mandater i kommunalbestyrelsen valgte Socialdemokratiet at bejle til SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, der til sammen sidder på fem mandater.

Tidligere har Socialdemokratiet i Herlev konstitueret sig med borgerlige partier, hvorfor der med dagens forlig er tale om et betydeligt skridt mod venstre i Herlevs politiske landskab.

Skuffet over resultatet

Selv er borgmesteren skuffet over valgresultatet, hvor både Socialdemokratiet og Thomas Gyldal Petersen gik tilbage målt på antallet af stemmer.

- Jeg er utrolig ærgerlig over valgresultatet, det siger sig selv. Vi har knoklet og ført en god valgkamp og derfor er det skuffende, at vi går så meget tilbage. Det piner mig, da jeg føler et kæmpe ansvar i forhold til resultatet, så jeg er ked af det på vegne af de S-kandidater, der ikke bliver valgt ind, siger borgmesteren.

Forhandlingerne om en konstitueringsaftale skulle vise sig at trække ud - i første omgang fordi en fintælling betød, at Radikale Venstre pludselig fik et mandat, mens Danske Folkeparti røg ud. Og senere fordi støttepartierne denne gang krævede flere udvalgsposter end ved tidligere valg i medgift for opbakningen.

- Det er første gang, at vi har set Thomas (Gyldal Petersen, red.) i en position, hvor han har været lidt ydmyg og nødsaget til at skulle søge samarbejde, siger Betina Skovby, sidskandidat for SF, til TV 2 Lorry.

Netop SF har med aftalen sikret sig formandsposten i Familie- og Forebyggelsesudvalget. Enhedslisten har fået formandsposten for Miljø, Klima og Teknikudvalget.

- Det er en aftale, der bygger på et forståelsespapir, hvor Enhedslisten har fremhævet grøn omstilling, mere borgerinddragelse og øget grad af tillid til skolerne og institutioner. Alt i alt er det en god aftale for os, hvor vi nu har mulighed for at skabe en politisk bevægelse i en mere rød retning, siger Ibrahim Benli (EL) til TV 2 Lorry.