Efter længere tids efterforskning: Mistænkt 18-årig fængslet for skuddrab

Onsdag anholdt politiet en 18-årig, som sigtes for medvirken til drab på en ung mand, der blev skudt i Herlev.

En 18-årig mand blev onsdag anholdt, og torsdag er han blevet varetægtsfængslet i sagen om drabet på en 21-årig mand i Herlev, der blev skudt i december sidste år.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

På Twitter oplyser Københavns Vestegns Politi yderligere, at den 18-årige er anholdt på baggrund af længere tids efterforskning

Manden mistænkes for medvirken til drab. Han nægter sig skyldig.

Beslutningen om at fængsle blev truffet i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup torsdag. Her var dørene lukket, men politiet oplyser, at den 18-årige er blevet fængslet foreløbig frem til 10. maj.

Dermed skal der tages stilling til fortsat forlængelse samtidig med en 25-årig mand, der tidligere i april blev anholdt og fængslet i sagen.

Den 18-årige overvejer, om han vil kære fængslingen til landsretten.

Drabet på den 21-årige blev begået først på natten 7. december ved Krebsdammen i Herlev.

Et par timer senere fandt en hundepatrulje liget af den 21-årige mand i et grønt område.

Den 25-årige mand, som i forvejen er fængslet i sagen, blev selv såret af skud ved episoden.

Han blev ramt i hovedet, bragt til hospitalet og overlevede. Angiveligt skal han have lokket den 21-årige i et baghold, mener politiet ifølge Ekstra Bladet.

Politiet blev først opmærksom på skudepisoden, efter at den 25-årige var bragt til hospitalet, hvorefter området omkring Krebsdammen blev gennemsøgt.

En 41-årig mand er også mistænkt i sagen. Han blev anholdt kort efter drabet og sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg.

Han blev hurtigt løsladt, da anklagemyndigheden ikke ville begære ham fængslet.

De dræbende skud i Herlev blev affyret på et tidspunkt, hvor flere skudepisoder i hovedstadsområdet gav ekstra travlhed hos politiet.

Skudepisoden var således den fjerde på bare seks dage. Skyderierne kostede tre menneskeliv, mens flere blev såret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik