96-årig dame udsat for tricktyveri

En ældre dame er blevet udsat for tricktyveri. Det er blot det seneste af flere lignende tilfælde på Sjælland.

Der har de seneste par dage været flere tilfælde af tricktyveri på Sjælland. Senest er det gået udover en 96-årig dame på Stumpedal i Herlev.

Det står i Københavns Vestegns Politis døgnrapport.

En ukendt kvinde havde henvendt sig til den 96-årige beboer lørdag eftermiddag og påstået, at hun kom fra hjemmeplejen. Herefter blev kvinden lukket ind og begyndte at koge vand til te.

Kvinden spurgte den ældre dame, om hun kunne veksle penge, fordi hun skulle ud og handle. Den 96-årige havde penge liggende i soveværelset, som kvinden selv gik ind og tog, hvorefter hun forlod lejligheden.

Senere opdagede den 96-årige dame, at en konvolut med kontanter var stjålet.

Flere lignende tilfælde

Det er ikke første gang, at ældre mennesker bliver udsat for tricktyveri, hvor personer udgiver sig for at være en offentlig person for at snyde sig til værdier. 

Torsdag blev en 18-årig mand anholdt for at udgive sig for at være politibetjent over for en ældre mand fra Herlev.

Som falsk betjent lykkedes det den 18-årige at narre kreditkortet ud af den ældre mand.

Der har desuden været to tilfælde i Greve i denne uge, hvor falske politibetjente lokkede kreditkort og pinkode fra ældre kvinder.

Lignende tilfælde har den 96-årige dame i Herlev altså også været udsat for. Her udgav gerningsmanden sig for at være en hjemmehjælper i stedet for en politbetjent.

Kvinden, der narrede den ældre dame beskrives som mellem 30-50 år gammel, 160-180 centimeter høj, spinkel kropsbygning, hvid hudfarve, sort, langt hår. Hun talte dansk og var iført sort tøj og en sort frakke.

Har man oplysninger i sagen, kan man henvende sig døgnet rundt på telefon 43861448 eller 114. 

Råd til at beskytte sig mod tricktyveri

• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet. 
• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
Kilde: Københavns Vestegns Politi


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik