18-årig fængslet for betjent-fusk mod ældre - flere episoder bekymrer politiet

Det bekymrer politiet, at der er påfaldende mange anmeldelser, hvor falske betjente franarrer ældre borgere deres kreditkort.

Torsdag blev en 18-årig mand anholdt for at udgive sig for at være politibetjent overfor en ældre mand fra Herlev.

Som falsk betjent lykkedes det den 18-årige at narre kreditkortet ud af den ældre mand.

Episoden er én af flere i Københavns Vestegns Politikreds på det seneste.

quote Jeg er lidt bekymret over, at der er så mange anmeldelser, der har samme modus, i øjeblikket. Det er påfaldende mange.

Carsten Knudsen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Vestegns Politi

- Jeg er lidt bekymret over, at der er så mange anmeldelser, der har samme modus, i øjeblikket. Det er påfaldende mange. Og jeg frygter, at der er et mørketal, fordi det ikke er alle ældre, der anmelder sagerne, siger Carsten Knudsen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Vestegns Politi.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrede tidligere på ugen pårørende til ældre eller svage borgere til at tale med deres familiemedlemmer om at udvise skepsis ved lignende henvendelser.

Fredag blev den 18-årige varetægtsfængslet i 14 dage. Den anholdte har erkendt, at han stod bag tricktyveriet i Herlev. Politiet forventer at sigte ham i flere lignende sager.

Gode råd til at undgå tricktyveri

For at undgå tricktyveri, er der er en række gode råd man altid bør følge, hvis man bliver kontaktet af politiet eller andre myndighedspersoner:

  • Bed altid om at se legitimation
  • Ring til politiet, hvis du er i tvivl
  • Vær opmærksom på, at politiet aldrig vil bede dig om at udlevere dit kontokort.

Kilde: Københavns Vestegns Politi

Gik i armene på politiet

Den 18-årige havde overbevist den ældre mand om, at han var politibetjent, ved at vise et visitkort, som den unge mand havde modtaget i anden forbindelse fra en politimand. 

Den ældre mand fattede dog mistanke, efter den falske betjent havde forladt hans bolig, og ringede til politiet, der kort efter kørte ud til mandens bolig.

Kort efter dukkede den 18-årige igen op på den ældre mands bolig og gik dermed direkte i armene på det rigtige politi.

Den 18-årige nåede at hæve et større kontantbeløb fra kortet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik