Snorkelstier skal få flere til at holde af havbunden

Langs kysterne i Helsingør har Øresundsakvariet lavet særlige snorkelruter, som man kan følge hele sommeren.

Øresund er en fantastisk naturperle, som desværre for mange er ude af øje og dermed også ude af sind.

Det mener man i hvert fald på Øresundsakvariet, hvor man med støtte fra blandt andet Friluftsrådet og Grønne Partnerskaber forsøger at opfordre nordsjællænderne til at hoppe i vandet. 

Derfor har man etableret en række snorkelstier under vandet ved kysterne:

- Stierne består af en række undervandsposter, der med tekst og illustrationer fortæller om de spændende dyr og planter, du kan se i nærheden af posten. Det er altså ikke selve stien som er attraktionen, men de dyr og planter som posten fortæller om,  siger Jens Peder Jeppesen, marinbiolog og akvarie- og museumschef på Øresundsakvariet. 

 

Flere skal tage ansvar for havbunden

Det er sjette år i træk, at snorkelstierne er at finde langs kysterne. 

Formålet med stierne er, at gøre det nemmere og mere trygt for uerfarne snorklere at tage ud og opleve naturen, og dermed få flere i vandet. 

- Jo flere folk omkring Øresund, som kender dens herligheder og den fantastisk bundnatur, jo mere hjælp får vi også til at beskytte den natur, som er her. Hvis folk ikke kender til den, så tror de bare, at det er det uendelige mørke hav, har Jens Peder Jeppesen tidligere forklaret TV 2 Lorry. 

Hvis man ikke vil snorkle på egen hånd, er der mulighed for at komme på en guidet tur hver fredag.

Her sejler man ud i fælles flok iført våddragter, finner, snorkel og maske, som bliver udlånt af akvariet. Det er en mulighed frem til 11. august. 

Her finder du stierne

Hornbæk Plantage
Stien finder du ved den første rasteplads på højre side af Nordre Strandvej når du kører fra Helsingør mod Hornbæk. Ved første sti mod vandet finder du et skilt med kort, der viser stiens placering.

Julebæk
Stien ligger umiddelbart ud for Nordre Strandvej 86D, 3000 Helsingør, ved det gamle dykkerklubhus. På husets gavl er opsat et skilt med kort, der viser stiens placering.

Kronborgbugten
Stien starter umiddelbart under badebroen. Ved badebroen er der opsat et skilt der viser stiens placering.

Snekkersten/Kystens Perle
Stien ligger ud for det gamle hotel Kystens Perle, Strandvejen 130A, 3000 Helsingør. På modsatte side af vejen, ved siden af bænken finder du et skilt der viser stiens placering.

Nivå Strandpark
Stien starter ud for høfden der udgår fra den sydlige del af stranden. Inde på stranden, i den sydlige ende står et skilt der viser stiens placering.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik