Politiet fortsat uden spor efter skuddrama: "Vi mangler virkelig den bil"

Et skuddrama fredag eftermiddag i en lille landsby i Nordsjælland er fortsat omgærdet af mystik. Politiet efterlyser nu vidner, der har set den bil, som en person flygtede fra skudmænd i.

Sent fredag eftermiddag udspillede sig et skuddrama i landsbyen Plejelt, der ligger i Helsingør Kommune.

Ved hændelsen flygtede en mand fra to bevæbnede personer i en Nissan Micra, som han tog fra en ældre kvinde, der bor på Plejeltvej.

Vidner så herefter manden passere en bil, da han kørte væk. Da manden passerede bilen, steg to personer ud og affyrede skud mod ham, hvorefter de eftersatte bilen.

Lørdag formiddag er mysteriet om skuddramaet endnu ikke løst.

Politiet ved fortsat ikke, hvem gerningsmændene eller den forurettede part, som flygtede, er.

Politiet: "Vi mangler virkelig den bil"

- Vi mangler virkelig meget den bil. Det er den, vi skal have fat i for at komme videre her og nu, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Dyre Sønnicksen, til TV 2 Lorry.

Derfor søger politiet fortsat vidner, som har set bilen eller har viden om, hvor den er.

Bilen har registreringsnummeret BT 86 626 og er en sølvgrå Nissan Micra.

Det er en bil magen til denne, som Nordsjællands Politi leder efter.
Det er en bil magen til denne, som Nordsjællands Politi leder efter.

Da manden flygtede i bilen, var der en hund i den. Heller ikke den er fundet lørdag.

- Vi mangler også fortsat en hund, som er en Formel 1 labrador, der er 14 år. Den hedder Oscar. Familien er meget bekymrede for den, da det er en gammel hund. Hvis den er blevet sat af, er det ikke sikkert, at den har kunne klare sig i det kolde vejr, siger vagtchefen.

Efterforskerne på sagen er nu i gang med at få et overblik over sagen, for at klarlægge den videre efterforskning.

 

Politiet på bar bund

Men indtil videre står politiet på bar bund.

- Vi har ingen formodning overhovedet. Vi aner ikke, hvem personerne er, eller hvad der var årsag til hændelsen. Det skal vi undersøge nu, siger Dyre Sønnicksen.

Politiet vil ikke udtale sig om, hvorvidt de affyrede skud i den lille landsby fredag aften kom fra et automatvåben.

- Der er løsnet flere end ét skud. Mere kan jeg ikke sige, lyder det fra vagtchefen.

Fredag aften var TV 2 Lorry i kontakt med datteren til den kvinde, hvis bil og hund blev stjålet af den flygtende mand.

 
 
Foto: Local Eyes

Hun var selv ude og lede efter hunden Oscar sammen med politiet, da TV 2 Lorry talte med hende.

- Min mor hviler sig lige nu. Imens render jeg rundt på en mørk mark med en lommelygte og to betjente med elefanthuer og maskinpistoler, sagde Charlotte Rosenkjær og fortsatte: 

- Det er fuldstændig vanvittigt, at sådan noget her kan ske i en lille by i Nordsjælland.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik