Politi efterlyser vidner til knivoverfald

Onsdag aften blev en ældre mand stukket ned med kniv i Humlebæk. Nu søger politiet vidner.

Onsdag aften omkring klokken 20.10 blev en 72-årig mand overfaldet i Humlebæk.

Her overrumplede en ukendt gerningsmand den ældre mand og stak ham med kniv to gange i ryggen.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Det ene knivstik var overfladisk, beretter politiet, men det andet var mellem to og tre centimeter dybt.

Gerningsmanden beskrives som en mand på mellem 30 og 40 år, der var iført spraglet skjorte og en stor, muligvis spids, hat. 

Allerede senere onsdag aften undersøgte gerningsstedet, men har ellers ikke meget at arbejde med for at opklare sagen.

Derfor søger politiet nu vidner i sagen og beder offentligheden om hjælp.

- Det er fordi vi ikke har noget motiv eller nogle mistænkte. Vi går ud med historien, fordi foruettede fortæller, at det er en mand med den her hekse-hat på, så håber vi, at nogen kan hjælpe os på sporet, siger Henrik Sejer, som er politikommissær hos Nordsjællands Politi.

Han forklarer, at den ældre herre gik stille ad stien med sin 99-årige mor, hvorefter han uden varsel blev angrebet bagfra. 

Offeret befinder sig nu på Rigshospitalet, hvor han er indlagt til behandling for knivstikkene. Han er dog udenfor livsfare.

Hvis du ved noget om hændelsen, der fandt sted ved krydset Krogerupvej/Nederste Torpenvej i Humlebæk, bedes du kontakte politiet på 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik