Landsret: Udnyttelse af rumænere er ikke menneskehandel

Statsadvokaten lider nederlag i sag om tvangsarbejde i rengøringsbranchen. Det er ikke menneskehandel.

Der var ikke tale om menneskehandel til tvangsarbejde, da to mænd fra rengøringsbranchen i Nordsjælland gennem flere år husede rumænere i en garage under kummerlige forhold og lod dem knokle for små penge i mange timer.

Det mener Østre Landsret, der onsdag frifinder de to mænd, en far og hans søn, for hovedanklagen i sagen.

'De havde et vist netværk'

Det er første gang, at landsretten tager stilling i en sag om menneskehandel til tvangsarbejde.

- Vi har lagt vægt på, at rumænerne opholdt sig lovligt i landet og var i besiddelse af id-papirer, pengebeløb og et vist netværk af familie og venner, siger retsformand Kaspar Linkis under domsafsigelsen.

- Vi har også lagt vægt på, at de i perioder rejste tilbage til Rumænien. De involverede rumænere har desuden forklaret, at de havde brug for den løn, som de fik. Den var ikke særlig høj, men den var højere end det, de kunne få derhjemme, siger han.

De tiltalte skal i fængsel alligevel

De tiltalte, 54-årige Proka Petrovic og 37-årige Dimitrije Dahl, undgår imidlertid ikke at komme i fængsel. De dømmes begge for udnyttelse af rumænerne, såkaldt åger.

- Den uberettigede vinding, de tiltalte opnåede fra rumænerne, kan ikke opgøres præcist, men må anslås til adskillige millioner kroner, siger Kaspar Linkis.

For den 54-åriges vedkommende har Østre Landsret valgt at øge straffen fra byretten.

Straffen hæves fra to år og seks måneders fængsel til tre års fængsel, mens hans 37-årige søn slipper med to års fængsel. Det var den samme straf, som byretten fandt frem til for et år siden.

Løn: 3000 kroner om måneden

De dømte husede adskillige rumænere i en garage i Helsingør, og beboerne var ofte henvist til skoven, når de skulle besørge.

Via overvågningskameraer kunne de dømte følge med i rumænernes færden, og de blev systematisk udnyttet og underbetalt i forbindelse med rengøring på institutioner i Nordsjælland og på virksomheder i Jylland.

Lønnen var omkring 3000 kroner om måneden plus logi og et par måltider dagligt, og under forløbet har anklagemyndigheden sagt, at der var tale om en form for tvangsarbejde, som kunne betragtes som menneskehandel.

Men det synspunkt kunne først Retten i Helsingør i marts sidste år ikke nikke genkendende til. Og onsdag er Østre Landsret altså kommet frem til den samme konklusion.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik