Kvinde reddede mand fra druknedøden – nu genforenes de

En badetur i det gode vejr ved Hornbæk strand var i mandags ved at koste Recep Yasar livet. Nu har han gennem et opslag på Facebook fundet frem til kvinden, som reddede ham.

Mandag oplevede mand fra Hedehusene sit værste mareridt, da han var faretruende tæt på at drukne ved Hornbæk strand i Nordsjælland.

Heldigvis kom flere strandgæster den livløse mand til undsætning og fik ham tilbage til livet.

Fra sin hospitalsseng på Hillerød Hospital har 35-årige Recep Yasar dagene efter ulykken ledt efter kvinden, som hjalp ham tilbage til livet.

Nu er hun fundet med hjælp fra et opslag på Facebook.

- Lige nu er det eneste, som betyder noget at få sagt tak til de mennesker, som har hjulpet mig. Jeg føler, at jeg var død, og så blev jeg født igen, siger Recep Yasar til TV 2 Lorry.

28 grader, så længe det varer

En halv time inden ulykken havde Recep Yasar, som ofte tager sig en dukkert ved Hornbæk strand, postet et billede på Instagram med ordene: ”28 grader, så længe det varer”.

quote Pludselig forstår jeg at jeg nok ikke kan hjælpe mig selv, så jeg råber om hjælp

Recep Yasar

De ord fik en helt ny betydning, da et såkaldt hestehul - en revle hvor der pludselig dannes kraftig understrøm, som kan føre badende langt ud på dybt vand - fik ham til at gå i panik.

- Jeg kan pludselig mærke at jeg ikke kan nå bunden, og så mister jeg orienteringen. Jeg prøver at forgæves at svømme væk derfra og går i panik.

- Pludselig forstår jeg, at jeg nok ikke kan hjælpe mig selv, så jeg råber om hjælp, husker Recep Yasar.

Nu håber han, at hans vidnesbyrd kan være med til at redde andre i fremtiden.

Et hestehul var tæt på at koste ham livet, og det ønsker han ikke, at andre skal opleve.

Fakta om hestehuller

Et revlehul/hestehul er en fordybning i strandens revler, hvor der kan være en udadgående strøm, der fører vandet tilbage til havet. Strømmen i et revlehul kan være meget stærk.

Fanget i en stærk strøm vil de fleste prøve at svømme direkte tilbage mod stranden. Men det er præcis det, du ikke må gøre. Drukneulykkerne skyldes oftest, at man bliver udmattet af at svømme mod strømmen og går i panik.

Sådan gør du

Følg disse enkle råd – så kan du snart være tilbage i sikkerhed på land igen:

  • Kæmp ikke imod.
  • Bevar roen. Du bliver ikke trukket ned i vandet.
  • Svøm til siden, langs med stranden.
  • Når du mærker, at strømmen har sluppet taget i dig, svømmer du ind mod land igen.

Det er stadig svært for Recep Yasar at huske tilbage på, hvad der skete mandag eftermiddag,  før han næsten druknede. 

Og når han fortæller om oplevelsen, får han kvalme.

quote Den kædereaktion af hjælp som kom fra folk, da han råbte om hjælp, er helt fantastisk

Else, redningskvinde 

- Jeg kommer nok til at skulle bearbejde det chok, jeg har fået. Men mit eneste mål er lige nu at få fat i de mennesker som har hjulpet mig, siger han fra hospitalssengen.

Facebookopslag gav pote - men flere redningspersoner mangler

Allerede dagen efter opslaget på Facebook lykkes det at finde en af de helt centrale personer, som hjalp med at redde Receps liv.

Hun hedder Else, og er til dagligt sygeplejerske.

Ifølge hende blev Recep reddet op af vandet af tre unge mænd, som fik ham op på et SUP-board og bragt ham til stranden.

Dem har Recep endnu ikke fået fat på, men han har også et stort ønske om at få takket dem og alle andre, som hjalp ved episoden, personligt, lyder det.

- De må meget gerne kontakte mig, hvis de læser det her, siger han.

På land var Else klar og sad med Recep Yasar, efter han blevet reddet op af vandet.

Nu ser hun frem til igen at mødes med manden, hun hjalp med at kæmpe sig tilbage til livet - men hun vil ikke tage æren alene.

quote Der er nogen, som tænker på alting. Det er noget, vi kan i Danmark

Else, redningskvinde

- Når man kommer ud for sådan noget, så tager man sin professionelle dragt på og gør helt automatisk det, man skal. Jeg kunne med det samme se, at tungen var faldet tilbage så jeg hjalp med at frigøre luftvejene og tale med ham hele tiden.

- Jeg gjorde jo bare det, jeg skulle. Men den kædereaktion af hjælp som kom fra folk, da han råbte op, er helt fantastisk, siger Else, der ikke ønsker at stå frem med sit fulde navn.

quote Mine venner siger jo også at jeg har to fødselsdage nu. Jeg er så taknemmelig. Jeg føler, at jeg er ’født igen’

Recep Yasar

Danskerne hjælper, når behovet opstår

På Facebookopslaget, hvor Recep Yasar blandt andet efterlyste Else, tegner der sig også et tydeligt billede af, at der var mange til stede, da ulykken fandt sted.

Mange var tæt på ulykken og hjalp efter bedste evne, og det er noget, som glæder både Recep og hans redningskvinde Else.

- Det er helt fantastisk, at så mange med det samme gik i gang med at hjælpe til, da der blev råbt om hjælp. Efterfølgende var politiet hurtige til at fortælle alle, som havde hjulpet, at man kan kunne kontakte 'offerrådgivningen'. Der er nogen, som tænker på alting. Det er noget, vi kan i Danmark, siger Else til TV 2 Lorry.

"Jeg har to fødselsdage nu"

Nu skal de to mødes, når Recep Yasar er udskrevet fra hospitalet.

Og de ser begge frem til at få talt den uhyggelige hændelse igennem.

- Mine venner siger, at jeg har to fødselsdage nu. Jeg er så taknemmelig.

- Jeg ved slet ikke, hvad man siger i sådanne situationer, men jeg vil holde hendes hånd og ikke give slip lige med det samme, siger Recep Yasar til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik