Først i landet: Helsingør indfører minimums-normeringer i daginstitutioner

Helsingør bliver den første kommune i landet til at leve op til BUPL's anbefalinger for hvor få voksne, der må være per barn i daginstitutioner

Arkiv. Foto: TV2/Lorry

Efter en uges intensive forhandlinger nåede budgetforligspartierne i Helsingør Kommune onsdag frem til en aftale om budget for 2020 til 2023. 

Et af hovedelementerne i budgettet er, at Helsingør Kommune over en årrække tilfører betydelige ressourcer til daginstitutionsområdet.

Læs også Minimumsnormeringer kan give kommuner ekstraregning

Det betyder, at man med fuld virkning fra 2022 indfører minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, så de svarer til fagforeningen BUPL's anbefalinger på tre vuggestuebørn per voksen og seks børnehavebørn per voksen – eksklusive ledelsespersonale.

- Jeg er rigtig glad for den aftale, vi har fået indgået. Vi ville egentlig have gjort det sidste år, men der stod ældreområdet og havde brug for et gevaldigt løft, siger Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune til TV 2 Lorry.

01:29 Luk video

Skal ansætte mange pædagoger

Helt konkret betyder den nye aftale, at Helsingør Kommune i 2020 vil tilføre 4,7 mio. kroner til daginstitutionsområdet, i 2021 tilføres 8,1 mio. kroner og fuldt indfaset i 2022 og 2023 tilføres, der årligt 13,5 mio. kroner.

Årsagen til at man først om to år vil kunne leve op til BUPL's anbefalinger for minimumsnormeringer skyldes, at der skal ansættes rigtig mange nye pædagoger i kommunen.

- Hvis vi skal nå i mål med at sikre kvalificeret personale, så er det simpelthen nødvendigt, at vi gør det over en to-årig periode. Det drejer sig om 39 årsværk, udover det vi plejer, og det gør man ikke bare lige på et år, siger Benedikte Kiær.

- Alle penge er velkomne

Hos den nordsjællandske afdeling i pædagogernes fagforening, BUPL, er næstformand Dorte Ellegaard godt tilfreds med den aftale, som politikerne i Helsingør Kommune har forhandlet på plads.

- Alle penge er velkomne, og det er en stor lettelse, at vi har fået taget hul på det her. Vi har et område, der er blevet udsultet i mange år, og det er da klart sjovere at få 13,5 millioner kroner i stedet for at skulle aflevere tre, siger hun til TV 2 Lorry.

Læs også Som de første i Danmark: Frederiksberg vil indføre minimumsnormering

Ifølge hende vil både børn og forældre i høj grad kunne mærke, at der i de kommende år bliver tilført en større pose penge til daginstitutionsområdet.

Især to grupper af børn vil få størst glæde af flere pædagoger, tror hun.

- De børn som har meget behov for voksenkontakt, og de børn, som vi erfaringmæssigt ved trækker sig og nemt kan blive glemt. Samtidig vil skolerne få glæde af det, da der vil være færre udgifter til specialtilbud, siger Dorte Elleggard. 

Det er dog ikke over hele linien, at næstformanden sidder med armene over hovedet. Hun pointerer, at selvom der bliver tilført penge til de små børn i Helsingør Kommune, så sparer man samtidig på udgifterne til de store børn, hvor 3-4 årsværk bliver skåret væk.

Frederiksberg følger trop

I slutningen af april meldte et flertal i Frederiksberg Kommune bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance, at man ville vedtage minimumsnormeringer på Frederiksberg.

Søndag vedtog samtlige partier Kommunalbestyrelsen så et budget for 2020, hvor der er sat ti millioner kroner af til "øgede normeringer". Senest i 2023 skal man nå målet om, at der skal være en voksen per tre børn i vuggestuer og en voksen per seks børn i børnehaverne.

Modsat i Helsingør Kommune vil ledelsespersonalet på Frederiksberg dog komme til at tælle med i normeringen – i hvert fald i den nuværende plan.

Læs også Flertal af borgmestre takker nej til minimumsnormeringer

Det er længe blevet debatteret, hvor mange voksne der skal være per barn i de danske daginstitutioner, hvor flere har efterlyst en minimumsnormering for antallet af børn per voksen i landets daginstitutioner fastsat fra statslig side.

12. marts fik SF nedstemt et forslag om nationale minimumsnormeringer, og 6. april gik de bekymrede forældre i demonstrationer i mere end 50 byer landet over.

Folketingets politikere har ivrigt diskuteret, om antallet af voksne i daginstitutionerne skal reguleres fra Folketinget, eller om det skal være op til landets kommuner selv at prioritere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik