Efter hærværk på rideskole: Sådan har hestene det nu

Efter en travl dag med heste og oprydning i går, er ejerne lettede over, at deres heste igen er tilbage i deres bokse.

Tre heste er stadig halt i dag, efter en rideskole på Kellerisvej i Espergærde blev udsat for hærværk nytårsaften. 

- Den ene har et kæmpestort knæ med et dybt sår, så der kan gå en måned eller længere tid, før den er ok, fortæller rideskoleleder Stine Pinholt til TV 2 Lorry. 

quote Vi har aldrig oplevet noget lignende. 

Stine Pinholt, rideskoleleder

Hun er stadig rystet over, at en gruppe drenge kunne finde på at lave hærværk, slippe 13 heste fri og ride rundt på flere af dem. 

- Store 16-årige drenge har redet rundt på bittesmå ponyer, det er jo helt vanvittigt, siger Stine Pinholt. 

- Vi har aldrig oplevet noget lignende. 

Heste gik i panik

Hun fortæller, at hestene er gået i panik, da de blev sluppet løs, og at de har skadet sig selv og hinanden. Blandt andet var der en hest, der var kommet til skade med mulen, så dyrlægen efterfølgende måtte klippe noget af dens læbe af.  

- Så vidt vi ved, så er det ikke drengene, der har udøvet vold mod hestene. De har sluppet dem fri, og så er hestene gået i panik og har skadet hinanden, siger Stine Pinholt.

To fra rideskolen er ude hos hestene nu, og hesten, der kom til skade med mulen, er i bedring. 

- Den har det ok i dag, den kan spise og sådan. Den får ikke smertestillende, fortæller Stine Pinholt. 

Stresset og forvirret

Maria Christiansen var en af de hesteejere, der i går blev ringet op og fik at vide, at hendes hest var blevet sluppet ud. Hun tog straks op til rideskolen, og til alt held var hendes hest ikke kommet til skade. 

- Den er der ikke sket noget med. Den var forvirret og stresset, men der var ingen skader på den, siger Maria Christiansen. 

Hun var deroppe en ekstra gang i går og skal op og se til sin hest igen i dag og endnu en gang tjekke, om den er ok.  

- Vi har ikke redet på den, for den var lidt forvirret, siger hun. 

Hun fortæller, at der var mange oppe at kigge til deres heste i går, og at stemningen var trykket, og alle talte om, hvad der var sket. 

En ødelagt campingvogn

For rideskoleleder Stine Pinholt gik det meste af 1. januar med at rydde op. Ud over at slippe hestene løs, havde drengene også raseret en campingvogn, som bliver brugt til overnatning under eksempelvis ridelejre, og en fold var væltet.

- Vi havde en travl dag i går med reparationer og at gennemgå hestene for knubs, siger rideskolelederen. 

Hun er trods alt taknemmelig over, at det ikke gik endnu værre, og tænker, at der næste nytår skal være folk sammen med hestene. 

quote Vi er meget taknemmelige for, at alle hestene er tilbage i deres bokse, for det er jo vores kæreste eje.

Stine Pinholt, rideskoleleder

- Man tør jo næsten ikke at lade dem være alene en anden nytårsaften, der skal være noget overvågning på, når der kan ske sådan noget, siger hun og fortsætter:

- Vi er meget taknemmelige for, at alle hestene er tilbage i deres bokse, for det er jo vores kæreste eje, siger Stine Pinholt. 

Hun fortæller, at de har fået fat i to ud af de fire drenge, der havde lavet hærværk. Men at de to ikke vil opgive navnene på de andre.

- To ud af fire drenge er fundet. Og vi kan ikke tydeligt nok på overvågningen se, hvem de sidste er. Vi har en mistanke, men hvis de ikke vil angive dem, så kan vi ikke komme videre med det, siger Stine Pinholt.

Politiet søger vidner

I en pressemeddelelse meddeler Nordsjællands Politi, at de efterforsker sagen. De fik anmeldelsen om hærværk klokken 14.00 d. 1. januar, men de regner med, at gerningsmændene har lukket hestene ud af boksene omkring klokken 06.00.

Politiet har fået overvågningsbilleder fra rideskolen, som de skal se igennem, men opfordrer folk til at henvende sig, hvis de ved noget om sagen.

- Et vidne har allerede kontaktet politiet og Nordsjællands Politi hører gerne fra andre, som har oplysninger i sagen, står der i pressemeddelelsen. 

Artiklen er opdateret.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik