Der var tale om et barmhjertighedsdrab. Sådan lyder forklaringen fra en 78-årige mand, som dræbte sin kone gennem 50 år med 20 sovepiller. Det skriver Helsingør Dagblad.
Mandag skal han for retten tiltalt for ”drab på begæring” med en strafferamme på op til tre års fængsel.
- Man må jo ikke slå folk ihjel, og det har jeg jo gjort. Men jeg har bestemt ikke fortrudt, hvad jeg har gjort. Det var en barmhjertighedsgerning, siger den 78-årige til Helsingør Dagblad.
Han forklarer, at hans hustru havde tryglet ham om at dø.
Hun forklarede mig præcist, hvordan jeg skulle gøre det.
Hustru planlagde drabet
Drabet fandt sted 9. april 2016 på Rigshospitalets Klinik for Rygmarvslidelser i Hornbæk.
Her var mandens 71-årige hustru var indlagt efter et fald i hjemmet, der havde lammet hende i hele kroppen.
Ifølge mandens egen forklaring kunne lægerne intet gøre, og hans hustru så derfor frem til et liv afhængig af medicin og konstant pleje.
Efter lægernes dom tog parret en lang og indgående samtale med hinanden.
- Og der var det så, hun fik overtalt mig til at hjælpe hende, og hun forklarede mig præcist, hvordan jeg skulle gøre det, fortæller den 78-årige til Helsingør Dagblad.
Dagen efter fik manden lov til at overnatte på sin hustrus stue, hvor han gav hende sovepillerne. Hun stoppede kort efter med at trække vejret.
Sagen mod den 78-årige begynder i retten i Helsingør mandag klokken 13.
Læs også på tv2.dk: Eksplosive telefoner får Samsung-aktien til at dykke