Politikerne i Helsingør har ifølge dem selv fundet et glimrende redskab på manglen på billige boliger.
Et enigt byråd vil nemlig lave kollektiver - eller bofællesskaber i alment boligbyggeri. Målgruppen er kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og studerende, som med det nye kontanthjælpsloft ikke længere har råd til at blive boende i egen lejlighed.
Der er tale om en form for fattigmandskollegier, og det viser, hvor hårdt kontanthjælpsloftet rammer
De boligløse borgere vil højst skulle betale 3.000 kr. om måneden i husleje, i det kommunen kalder et kollektivt bofællesskab.
Men der er mange meninger om den nye sociale boligform.
- Der er tale om en form for fattigmandskollegier, og det viser, hvor hårdt kontanthjælpsloftet rammer, lyder det eksempelvis fra professor i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet, Bent Greve.
For 50-årige Morten Lietzen, som selv er på kontanthjælp, er kommunens forslag dog ikke et realistisk tilbud.
- Det ville jeg ikke kunne leve med, det er ikke en løsning, jeg kan bruge til noget. Det ville være en stor belastning for mine børn, og der er ikke nogen plan B til at komme videre derfra, siger han til TV 2 Lorry.
Andre ser dog mere positivt på forslaget om at bo med andre i samme situation, fx Ole Illum, som også er kontanthjælpsmodtager.
- Det er helt i orden, hvis bare man har sit eget rum, hvor man kan lukke døren, synes jeg det er fantastisk, siger han.
Den nye boligform er dog frivillig understreger borgmesteren, ingen skal dog tvinges til at bo sammen med andre.
- Det er kun møntet på de borgere, som gerne vil have muligheden for at bo i et bofællesskab, siger den konservative borgmester Benedikte Kiær til TV 2 Lorry.