Borgmester trækker tilladelse til ølløb: "Det er en abefest"

Kulturhavnen havde givet lov - men nu er kommunen kommet på andre tanker. Og det glæder borgmester Benedikte Kiær (Kons.).

Der bliver alligevel ikke nogen stor drukfest på havnen i Helsingør den 4. juni.

Det står klart efter at kommunens direktion nu har overtrumfet den godkendelse, som Kulturhavnen, der hører under den kommunale kulturforvaltning, har givet.

Det skriver Helsingør Dagblad lørdag.

Direktør: Vi skal adskille druk og turisterne

Det traditionsrige Øl-Løbet, hvor tusindvis af unge holder en gående fest fra Snekkersten Havn til Grønnehave Strand, havde søgt om at holde en kæmpe afsluttende event foran Kulturværftet – og fået lov til det. Men ifølge kulturdirektør Marianne Hoff Andersen må der være sket ”et kommunikationsbrist”.

- Det her skal vi ikke være en del af, siger hun og uddyber, at arrangementet skaber en del støj og larm.

- Det er jo et argument for, at det ikke skal foregå på Kulturhavnen, hvor der midt i pinsen er masser af borgere og gæster og turister. De ting skal vi adskille. Det vil da også være synd for de unge, at det skal være foran Kulturværftet, siger hun til avisen.

quote Det er det helt forkerte sted at holde den abefest. Og det er det helt forkerte signal

Benedikte Kiær, Kons., borgmester, Helsingør

Borgmester: Et helt forkert signal

Hvis de unge troede, at de ville møde opbakning hos byens borgmester, tager de fejl.

- Jeg er godt tilfreds med den kurs, direktionen har lagt og med at denne aftale bliver ophævet. Det er det helt forkerte sted at holde den abefest. Og det er det helt forkerte signal, at kommunen går ind og er samarbejdspartner på Øl-Løbet, siger hun til avisen.

TV 2 Lorry har mere om sagen i vores udsendelse i aften klokken 19.30.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik