Vinterhjælp for hjemløse i Helsingør bliver til fast tilbud

Den 1. december bliver de hjemløse budt indenfor til overnatning på natherberg i Helsingør, men modsat tidligere år, bliver tilbuddet nu en varig løsning.

Når vinteren officielt starter den 1. december, åbner natherberget i Fiolgade i Helsingør dørene op for byens hjemløse, som kan få en seng at sove i.

Det er tredje år i træk, at natherberget åbner for vinteren, men i forhold til de foregående år, så bliver det samtidig et fast tilbud til kommunens hjemløse i lokalerne fra den 1. februar. Det har Social- og beskæftigelsesudvalget i Helsingør Kommune besluttet.

Beslutningen vækker glæde hos Ina Fried, som er socialrådgiver i Center for Rusmidler, Omsorg og Støtte og afdelingsleder på vinter-natherberget.

- Vi oplever helt klart, at der er et behov. Sidste år blev åbningsperioden forlænget frem til 31. maj på grund af covid-19. Det var der - desværre - et stort behov for. Mange brugere brugte tilbuddet i hele perioden, siger Ina Fried i en pressemeddelelse.

I fuld gang med forberedelserne

Ina Fried og hendes medarbejdere er lige nu i gang med forberedelserne til den kommende åbningsperiode på herberget, hvor 23 borgere sidste år slog vejen forbi og fik en af de syv senge for natten. Og fra den 1. februar bliver der foruden det natåbne vinterherberg desuden fire pladser til faste brugere - som en mere permanent boform hele året.

- Der er mange ting, der skal falde på plads. Lige fra praktiske ting som sengetøj og lagner, der skal købes og vaskes, til fonde der skal søges, og indkøbsaftaler, der skal indgås. Vi skal også finde ud af, hvordan vi får plads til de mange forskellige værnemidler, som selvfølgelig skal opbevares forsvarligt, siger Ina Fried.

quote Mange er trætte efter en hel dag udendørs, så klokken 22 er der typisk ro

Ina Fried, afdelingsleder på vinter-natherberget

På natherberget kan de hjemløse brugere få et billigt måltid mad og en seng for natten. Nogle kommer kun en enkelt nat, når temperaturen sniger sig længst ned. Andre står typisk klar uden for klokken 18 hver aften, når dørene åbnes.

Ud over et måltid mad kan man få et bad og vaske sit tøj. Og mellem klokken 18 og 22 står to medarbejdere klar til en snak, hvis nogen har brug for det. Pladserne på vinter-herberget er forbeholdt de mest udsatte hjemløse, der ikke har andre steder at overnatte. Da herberget er et kommunalt tilbud, skal man have dansk cpr-nr. for at overnatte.

- Mange er trætte efter en hel dag udendørs, så klokken 22 er der typisk ro. Om morgenen bliver brugerne vækket og tjekker ud igen klokken 8 med en varm bolle og en kop kaffe i maven, udtaler Ina Fried.

Herberget ligger på anden sal i Fiolgade 17C. Lige ved siden af ligger Værestedet 17A, hvor flere brugere typisk søger ned i åbningstiden fra klokken 9-13 for at få varmen og en kop kaffe.

Helsingør-borgere kommer i job

En del af forberedelserne til åbningen af vinter-natherberget handler om at holde ansættelsessamtaler og finde de mest kvalificerede medarbejdere til jobbet på et herberg.

- Det er mange af de samme folk, der søger tilbage hvert år. Og det er super fedt. De bliver ligesom kulturbærere og ved, hvad der virkede sidste år, og hvad der fungerede mindre godt, siger Ina Fried.

Herberget samarbejder tæt med kommunens jobcenter om rekruttering af de 10-11 socialfaglige og pædagogiske medarbejdere, der bliver ansat for en sæson ad gangen. Og det giver rigtig god mening, mener hun.

- På den måde bliver det ledige Helsingør-borgere, der kommer i arbejde. Det synes jeg er et rigtig fint social-økonomisk perspektiv.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik