Har ikke hørt fra vinder: Nordsjællænder vinder 206 Lotto-millioner

En heldig dansker fra Helsingør er onsdag aften blevet mangemillionær med rekordgevinst i Vikinglotto.

Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

En dansker er onsdag aften løbet med den helt store gevinst, da vedkommende vandt førstepræmien i Vikinglotto.

206.913.776 kroner lød præmien på, hvilket er rekord for en gevinst i Vikinglotto i Danmark.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Læs også 19-årig nordsjællænder skriver Lotto-historie

Vinderen bor i Helsingør Kommune og vandt præmien gennem sit abonnement på Vikinglotto.

En af de største gevinster

- Det er dejligt, at en dansker har vundet Vikinglotto - og så er der til og med tale om en af de største gevinster, der er vundet i lotteriet gennem tiderne, siger Pernille Mehl, direktør i Danske Lotteri Spil.

- Jeg er kisteglad på vegne af vinderen, tilføjer hun.

Den tidligere rekord for en gevinst i Vikinglotto i Danmark lød på 140 millioner kroner. Den blev vundet i 2016.

Læs også Lottovinder giver konen millioner at "lege med": Vi mangler ikke noget

Vikinglotto kan spilles i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen og Slovenien.

Vinderen vil få tilbudt økonomisk rådgivning af Danske Spil - som alle andre spillere, der vinder mere end 1,5 millioner kroner.

Onsdagens gyldne vindertal var 2, 3, 11, 13, 27, 47 og Vikingetallet var 8.

Danske Spil har endnu ikke hørt fra vinderen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik