Var afskrevet – men nu kan Hellebæk Skov alligevel ende som naturnationalpark

Efter pres fra foreninger og kommunen er Hellebæk Skov igen at finde på listen over mulige steder til en kommende naturnationalpark.

Helsingør Kommune kan alligevel blive hjemsted for en naturnationalpark i form af Hellebæk Skov.

Efter at være blevet strøget fra bruttolisten over mulige arealer, hvor ti kommende naturnationalparker kan oprettes, er naturområdet mellem Helsingør og Hornbæk nu igen at finde i Miljøministeriets finalefelt.

Det sker, efter at lokale foreninger og kommunen med borgmester Benedikte Kiær i spidsen har stillet sig uforstående over for beslutningen om at afskrive Hellebæk Skov som mulig naturnationalpark.

Og ikke mindst fordi Helsingør Kommune – i modsætning til visse nabokommuner, der ligefrem demonstrerer mod naturnationalparker – har udtrykt et stort ønske om at få sådan en.

Minister: Man skal også lytte

Hellebæk Skov blev ellers fjernet fra listen, fordi Slots- og Kulturstyrelsen vurderede, at der i området var en unik kulturarv, som risikerede at blive påvirket af en naturnationalpark.

- Men vi skal også lytte, når Helsingør og en borgmester som Benedikte Kiær siger, at vi gerne vil have en naturnationalpark, så derfor kom Hellebæk Skov tilbage på bruttolisten, siger miljøminister Lea Wermelin (S) i en skriftlig udtalelse til TV 2 Lorry.

Så efter dialog mellem forskellige styrelser og departementer er der nu fundet en løsning, hvor Hellebæk potentielt vil kunne blive indrettet som naturnationalpark uden at skade områdets kulturarv.

Naturnationalparker i Danmark

Et politisk flertal har besluttet at oprette i alt 15 naturnationalparker i Danmark som led i indsatsen for at bremse tilbagegangen i arterne. 

I naturnationalparkerne skal naturen have førsteret. Hegning og udsætning af store græssende dyr som kvæg, heste, elge og bison indgår i planerne for at sikre en mere lysåben skov.

Gribskov i Nordsjælland og omkring Fussingø i Østjylland blev som de første to områder udpeget som naturnationalparker i juni 2020. 

I april 2021 blev tre områder tilføjet i form af Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugten. 

De resterende ti skal findes fra en bruttoliste bestående af 23 naturområder på tværs af landet - herefter fire i hovedstadsområdet.

Kun statsejede områder i spil til at blive naturnationalparker.

Den udmelding vækker glæde på borgmesterkontoret i Helsingør.

- Vi har i den grad presset på for at få området tilbage på listen, og det glæder mig, at det nu er lykkes. Hellebæk Skov er perfekt som naturnationalpark, fordi området allerede har mange af de elementer, naturnationalparker omfavner, siger Benedikte Kiær (K) til TV 2 Lorry og fremhæver de græssende køer i Hellebæk Kohave, der de seneste år har gået frit omkring på et stort område.

Miljøministeren understreger, at der ikke er taget en politisk beslutning endnu omkring udpegningen af de ti områder, hvor der skal etableres naturnationalparker.

Kan blive en af 15 naturnationalparker

Dermed er Hellebæk Skov fortsat med i kapløbet om midler til at gøre området mere vildt, utæmmet og naturligt.

Regeringen besluttede med opbakning fra støttepartierne samt Alternativet tilbage i slutningen af 2020, at der skulle etableres yderligere ti naturnationalparker, som skal slutte sig til de fem af slagsen, der allerede er etableret eller vedtaget.

- Den danske natur er under stort pres og har været det i årtier. Eksperterne anbefaler meget store sammenhængende naturområder, mere urørt skov og græssende dyr. Naturnationalparkerne vil også give plads til spændende naturoplevelser, så det er en gevinst for Danmark, for naturen og for danskerne, udtaler Lea Wermelin (S).

I en naturnationalpark skal store pattedyr kunne græsse året rundt omgivet af "gamle træer, genskabte vandhuller, vilde blomster og et summende insektliv".

Det vil sige steder, hvor naturen "får lov til at gro mere vildt og udvikle sig på mere naturlige præmisser".

Hellebæk Skov er allerede nu hjemsted for 38 stykker kvæg, der frit kan bevæge sig på 234 hektar med skov, eng og søer. Skulle området blive udvalgt til naturnationalpark, vil det areal blive udvidet, hvilket den lokale forening Hellebæk Kohaves Venner håber på.

Hvad er forskellen på nationalparker og naturnationalparker?

  • Nationalparker har som sådan ikke nogen særskilt naturbeskyttelse skrevet ind i sit lovgrundlag. Derfor er både skovdrift og landbrug almindelig i nationalparkerne, mens byområder også kan være inkluderet i nationalparker, hvilket ifølge Danmarks Naturfredningsforening hæmmer biodiversiteten.


  • Naturnationalparker friholdes 100 procent fra skov- og landbrug samt byområder og etableres på statslige arealer. Her skal naturen udvikle sig så vidt muligt på sine egne præmisser og dækker over store, sammenhængende arealer. 


Kilder: Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening

Nabokommune kæmper imod

En af de fem allerede udpegede naturnationalparker ligger i Helsingørs nabokommune, Gribskov, og her har dels udpegningen og især arbejdet med at omdanne naturområdet ikke været helt uden knaster.

For med naturnationalparker følger indhegning, så de store dyr kan bevæge sig frit uden at havne på for eksempel togskinnerne gennem Gribskov eller på kørebaner. Og det har ført til modstand fra lokale borgere samt Gribskovs borgmester, Bent Hansen (V).

Ikke mindst fordi Gribskov kan blive hjemsted for endnu en naturnationalpark, da Tisvilde Hegn også er at finde på bruttolisten. Selvom intet er besluttet endnu, så har udsigten til et muligt hegn fået borgere i Tisvilde til at demonstrere mod at inddrage området.

- Byrådet i Gribskov kommune ønsker ikke hegn i vores skove, for vi mener ikke, at det er til gavn for noget, og det er virkelig til stor skade, for alle de borgere der bruger skovene, har Bent Hansen (V) tidligere udtalt til TV 2 Lorry.

Bidstrupskovene i Lejre Kommune er også på bruttolisten, og her har der også været heftig debat om, hvorvidt man ønsker at få området som naturnationalpark. Blandt andet har hesteryttere og mountainbikere udtrykt bekymring over at skulle dele den flittigt benyttede skov med store pattedyr.

Desuden har flere jyske borgmestre udtrykt modstand mod at anlægge naturnationalparker i deres kommuner.

Den bekymring deler Helsingørs borgmester dog ikke, når det gælder Hellebæk Skov.

- Meget af det, der kendertegner området i dag, læner sig op ad det, naturnationalparker skal kunne. Så vi prøver det i store træk allerede. I forhold til hegn er jeg overbevist om, at det kan gøres på en nænsom måde som det, man er vant til fra Dyrehaven, siger Benedikte Kiær (K).

Foruden Hellebæk Skov, Tisvilde Hegn og Bidstrupskovene er Horserød Hegn – som i øvrigt også ligger i Helsingør Kommune – blandt de 23 mulige områder til fremtidige naturnationalparker. 

Der er ikke sat dato på den endelige udpegning, men miljøminister Lea Wermelin har tidligere udtalt, at der snart vil blive taget en beslutning.

Det ventes, at de ti kommende naturnationalparker vil blive offentliggjort inden for en måned.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik